Annette Herzog
Rudolph Berghs Gade 55
DK-2100 København Ø
tel. +45 2371 3231
Mail: [email protected]
  • Nyt
  • Om mig selv
    • Priser
    • Billeder for download
  • Bøger
    • Artikler
    • Bøger på andre sprog
  • Film og teater
  • Foredrag
  • Kontakt
  • Forlaget CoLibri
  • Deutsche Seite

Ting og skuffer

2/2/2015

0 Comments

 
Picture
Jeg har andre ting, der bærer minder. Er det værd at nævne to aluminiumslamper, en lille rød og en større lysegul én? Det var som at finde en skat i DDR, når man tilfældigvis kom i det rette øjeblik og fik fat i den slags varer, der egentlig gik til eksport. Ingen af os havde telefon derhjemme, og den slags nyheder kunne kun spredes personligt. Jeg skyndte mig hen til børnehaven, hvor min veninde Stüwi arbejdede som pædagog: I lampeforretningen ved Luxemburgplatz har de lamper, der ligner IKEA-lamper. En anden gang fortalte hun mig, at de solgte hvidt stentøjsservice, det gjaldt om at skynde sig. Kopper og tallerkener med en smagsfuld blå kant. Dengang ville jeg aldrig have troet, at de engang ville komme til at stå i et lille, rødt hus i Sverige, hvor de faktisk står lige nu …

Også mine elskede skuffeskabe bærer minder. Ingen ville komme i tanke om, at de kommer fra en DDR-produktionsvirksomhed, men når man åbner dem, kan man stadigvæk læse betegnelsen af de elektroniske byggedele, der engang lå i de små skuffer.

Skuffeskabene købte jeg et år efter, at Muren var faldet. Mange DDR-virksomheder var allerede ved at blive lukket, de kunne ikke klare sig i det nye økonomiske system. Tilbage blev ikke kun arbejdsløse folk, men også de tomme lokaler. Og inventaret.

Det var en af forældrene i Østberlins første private børnehave, Kinderladen Pusteblume, som vi lige havde stampet op af jorden, der fortalte mig om skuffeskabene. De kostede symbolske 80 Mark, og det eneste problem var, at de skulle hentes med det samme fra den lille elektronikvirksomhed, der lå i en baggård i Berlin Mitte. Jeg fik overtalt en af børnenes fædre, der ejede en Barkas, DDR’s varevogn. Der var plads til to skabe i bilen. Jeg husker, hvor trist det var at se den nedlagte virksomhed. Jeg husker de mange tomme skabe, hans opgivende ansigt og mit ubehag, da jeg overtalte ham til at køre to gange til. Han ville ikke have penge for det. Vi var ikke engang venner, og i dag ville jeg ikke genkende ham, hvis jeg mødte ham på gaden. Men næsten hver gang, jeg åbner en skuffe, sender jeg en taknemmelig tanke til ham og hans venlighed. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle ham det.

Min formodning var rigtig: De to bliklamper var fra IKEA. Da jeg så min første IKEA-katalog efter murens fald, fandt jeg de samme lamper i det, som vi havde hængende i vores lejlighed i Østberlin, og som vi tog med til København. De kan stadigvæk købes. De koster ikke meget, men i mange år har de haft mere værdi for mig end den dyreste PH-lampe.

Den lille røde blev for nylig kasseret. Min nye lejer fjernede den fra loftet i køkkenet for at hænge sin egen lampe op. Skal den smides ud? spurgte han og holdt den snavsede lampe i hånden. Hans måde at spørge på og synet af det tykke lag fedt på lampeskærmen gjorde det for svært at svare nej. Nogle gange skal man også skille sig af med gamle ting. Væk med al sentimentalitet.

Ja, bare smid den ud, svarede jeg.

Hvilket jeg nu fortryder.

Picture
0 Comments

Minder om et land, der ikke findes mere

1/2/2015

1 Comment

 
Picture
Min lejlighed i København er fyldt med ting, der bærer minder om et land, der ikke findes mere. De fleste ting flyttede med os, da vi flyttede fra Berlin til København. Der er for eksempel fire IKEA-klapstole, som ingen ville lægge mærke til. Alle har de stole, de kan stadig købes, de koster ingenting. Men de er specielle for mig.

Hvor skal jeg begynde? Skal jeg begynde med at forklare, at der i DDR blev produceret møbler for IKEA? Som blev eksporteret til Sverige, og som så godt som aldrig kom i en østtysk forretning, fordi DDR kunne få værdifuld valuta for dem? Eller skal jeg begynde med at fortælle, at jeg havde været gift en gang før og havde en eks-svigermor, som jeg kom godt ud af det med? Hun er mine tvillingers farmor, og ja - jeg begynder med hende.

Hun arbejdede som radiolog i en Poliklinik, et offentligt lægehus. Almenpraktiserende læger, børnelæger, gynækologer, tandlæger, ortopæder … næsten alle fag samlet under ét tag. Tit må man sidde og vente én til to timer, men når jeg kommer med et af mine børn, sørger hun for, at vi må springe ventekøen over. Man hjælper hinanden, hvor man kan.

Man hjælper også hinanden med at skaffe ting, som ellers kun sælges ”under disken”. Udtrykket ”etwas unter dem Ladentisch kaufen” betyder, at man skal kende nogen for at få fat i en vare, som der er mangel på i DDR. Det kan være alt muligt: Reservedele, byggematerialer, sengetøj af bomuld, bomuldsprodukter i det hele taget, cykler, symaskiner, tomatketchup, juledekorationer, plader med vestmusik, en lang række bøger, såkaldte licensudgaver af vestlige forfattere, hvor oplaget ikke er stort …

I møbelforretningen Schönhauser Allee har de fået et lille antal klapstole af træ, lyder rygtet. Eksportvare. Man skal enten være rigtig hurtig, eller man skal kende nogen, der arbejder der. Det er for sent til at være hurtig, da rygtet når frem til mig. Det hedder allerede: De havde klapstole. Men min ekssvigermor har en homoseksuel kollega, og Herr Schatz har et stort netværk af bøssevenner. En af dem arbejder i møbelforretningen. Et telefonopkald - og han sørger for, at der reserveres fire stole til mig. Hvis altså jeg kommer med det samme. Det gør jeg, og jeg er lykkelig!

En anden gang hjælper Herr Schatz mig med at få en tid på et bilværksted, da motoren i min nye Trabant er gået i stykker. En tid på et bilværksted? Og en ny motor oven i købet? Personalet i bilforretningen, hvor jeg havde købt Trabanten, ryster på hovedet: Hvilken verden lever du i? Jeg går hen til min eks-svigermor: Kender du nogen? Hun gør, eller rettere sagt: Herr Schatz gør. Min Trabant får en ny motor. Til gengæld hjælper hun hans netværk af bøssevenner, når de har brug for medicin – sådan lidt speciel medicin til deres specielle problemer. Også senere, da Herr Schatz for længst har benyttet sig af en rejse til Cuba for at stikke af til Vesten, bliver hans bøssevenner ved med at komme til hende for at bede om recepter. En af dem kommer med mistanke om gonorré. Hun følger ham ned til hudlægen, som bagefter fortæller hende, at han også har alt muligt andet ...

Det er, hvad jeg bliver mindet om, hver gang jeg har gæster og bærer mine IKEA-klapstole op fra kælderen. For nylig lånte jeg dem ud - og fik tre forkerte tilbage. De nye er af mindre god kvalitet.  Nu værdsætter jeg den ene, ægte, endnu højere end før.


1 Comment

En hvid plet på kortet

12/21/2014

1 Comment

 
Picture
Jeg sad i bussen og kørte gennem det område, der indtil for ganske nylig havde været en hvid plet på landkortet for de allerfleste af os. Wilmersdorf, Neuköln, Schöneberg, Charlottenburg, Wannsee – jeg havde ganske vist hørt navnene på de fleste bydele i Vestberlin, men hvor de lå i forhold til hinanden, hvad de var kendetegnede af, havde jeg ikke den ringeste forestilling om. Jo, Wannsee var vist kvarteret med de dyre villaer. Og Kreuzbeg var, hvor tingene skete, en slags pendant til Østberlins Prenzlauer Berg. Men mere? Fra vestradiostationernes trafikmeldinger vidste vi, at ABUS var Vestberlins bymotorvej. Vi kendte navnene på de vigtigste klubs og spillesteder, fordi vi lyttede til RIAS – Rundfunk Im Amerikanischen Sektor og SFB - Sender Freies Berlin. Vi kendte de to radiostationers adresser udenad på grund af deres ofte gentagne opfordring om at skrive til dem med vores musikønsker. Men hvad betyder en adresse og et vejnavn i en fuldstændig fremmed by?

Da murens fald var blevet til en realitet, var det mest til Wedding, jeg drog med vores syv-årige tvillinger samt  en toårig og et spædbarn i barnevognen for at udforske Vestberlin. Wedding var det nærmeste og nemmeste, fordi vi kunne gå til fods. Muren, som var grå på vores side, var fuld af farver og graffiti på den vestlige. Ellers var der næsten lige så farveløst som i Østberlin, det var også november hér.  Boligblokke fra 70-erne, Kaisers, Penny og OBI. I de private børnehaver, Kinderläden, strejkede de, der hang meddelelser til forældrene alle vegne.  Wedding er et ucharmerende arbejder- og indvandrerkvarter - det vidste jeg bare ikke. Vestberlin var Vestberlin for mig, og legepladserne var mere spændende hér.

Men i dag havde jeg en fridag - tid til at se lidt mere af dette nye, uudforskede territorium, som pludselig lå for fødderne af os og begyndte kun én kilometer langt væk fra, hvor vi boede i Prenzlauer Berg.  os som en gave, man ikke engang havde drømt om. De første måneder efter murens fald måtte vi fra DDR gratis benytte de offentlige transportmidler i Vestberlin. Af de 50 Vestmark velkomstpenge, som alle fra DDR kunne hente, havde vi købt et nyt kort. Et kort fra Falk, et Vestforlag. Det havde både Øst- og Vestberlin på og et foldepatent, man måtte være Vestberliner for at forstå. Jeg havde valgt en bus, der kørte helt ud til Wannsee. Buschaufføren var tyrkisk. I DDR havde vi ingen tyrkere, vi havde vietnamesere. De kom for at få en uddannelse og rejste tilbage til deres socialistiske hjemland efter to år. Det var noget andet med tyrkerne i Vestberlin, de blev udnyttet og dårligt behandlet. Det vidste vi senest, siden vi havde læst ”På bunden”. Den vesttyske journalist Günter Wallraff havde udklædt sig som tyrkisk gæstearbejder og dokumenteret de usle vilkår, som tyrkerne skulle arbejde under. Det var en bog, der kritiserede kapitalismen, og som derfor også var udkommet i DDR.  

Det var denne bog, jeg tænkte på, mens vi nærmede, os endestationen og bussen blev tommere og tommere. Til sidst var der – udover chaufføren og mig - kun to passagerer tilbage. Skulle jeg gå hen til chaufføren og sige, at jeg følte med ham, fordi han blev undertrykt i det kapitalistiske samfundssystem? At jeg havde hørt og læst om det? Måske blev han glad for lidt trøst ...

Heldigvis bevarede min naturlige generthed mig fra denne pinlige fejl. I dag er jeg sikker på, at vi fra Østberlin, med vores DDR-penge og i vores DDR-tøj, selv i hans tyrkiske øjne var mere ”på bunden” end ham selv. Da jeg gik forbi ham på vej ud ad bussen, nøjedes jeg med et smil. Han fortrak ikke en mine. Selvfølgelig ikke, han blev jo undertrykt og havde det for hårdt til at smile.

Bagefter gik jeg formålsløst rundt under efterårsbrune træer. Villaerne og bilerne her var store og uden tvivl meget dyre. Jeg følte mig lidt fortabt. Var man lykkeligere her i en af de rige dele af Vestberlin? De fire eller fem mennesker med deres hunde, jeg mødte, virkede lige så forfrosne som jeg selv.

Det var en tysk chauffør, der sad bag rattet på vejen hjem. Heldigvis, så slap jeg for samvittighedskvaler. Jeg stod af ved endestationen i Wedding. Der var ingen bus endnu, der krydsede den tykke røde streg på vores kort. Som jeg alligevel ikke kunne finde på mit nye, patentfoldede Falkkort.


1 Comment

DDR i minder: Vi bliver her!

12/9/2014

0 Comments

 
Picture
Vores venner Reiner og Stüwi bor i en hjørnelejlighed på Greifswalder Straße. Stüwi, som er nogle år yngre end os, har indtil for nylig været tvillingernes børnehavepædagog. Da hun kom hjem til os på det obligatoriske forældrebesøg, havde hun en flaske rødvin med. Vi har været venner siden.
Fra deres lejlighed på 3. sal kan Reiner og Stüwi kigge ned i gården til den lokale politistation. Siden den 7. oktober har der været en forfærdelig larm. Gitterportene kører på små, støjende metalhjul, og de åbnes og lukkes konstant. Mandskabsvogne kører ind og ud, og fra deres køkkenvindue kan Reiner og Stüwi se de fængslede demonstranter. Politibetjentene hersker rundt med dem, råber og slår med gummiknipler. De anholdte står i timevis med spredte ben og ansigtet vendt mod muren. Forgår det her virkelig i DDR? Vi troede, at det kun var under Hitler, at mennesker blev behandlet sådan. Reiner og Stüwi stiller fyrfadslys i deres køkkenvindue som en hilsen til de anholdte og for at sige, at de ikke er alene. At der er vidner til.

Også Reiner og Stüwis knap 1 år gamle søn er alene hjemme og sover, da de kommer for at besøge os den efterfølgende dag. Egentlig ville de tilslutte sig en stjernemarch fra Alexanderplads, men politiet havde afspærret området og tvunget dem ind i metroen sammen med mange andre. De stod af ved Senefelder Plads, og siden vi bor lige i nærheden, besluttede de sig for at besøge os. Desværre er vi ikke hjemme. Senere finder vi deres seddel under vinduesviskeren af vores grønne Wartburg: Vi er her endnu, hvad med jer? – et sorthumoristisk spørgsmål, der relaterer til de mange, der hver dag forlader DDR via Ungarn, Warszawa og Prag.

Men da de to dage efter beretter om, hvad der for tiden foregår i deres baggård, kommer vi i tvivl - alle fire. Hvis dét her fortsætter, bliver vi også nødt til at stikke af.
Reiner og Stüwi fortæller, hvordan de dagen før bankede på politistationens dør i Immanuelkirchstraße. De havde deres barnevogn med. ”Vores søn kan ikke sove på grund af den larm, I laver,” brokkede de sig og følte sig meget modige.
”Det bliver I nødt til at vænne jer til,” lød det lakoniske svar.

Men netop dét har vi ikke tænkt os at gøre. Få dage efter melder vi os ind i den nye protestorganisation Neues Forum og beslutter trodsigt: Vi bliver her!

­­­­­­­­­­­­
0 Comments

DDR i minder: Med Stasi i hælene 

11/29/2014

0 Comments

 
PictureTrabant
Vores datter Charlotte er én måned gammel og et nemt og kvik lille barn. Hun sover hele dagen, mens vi forældre er optaget af hendes tre storebrødre. Hun vågner om aftenen, når de er gået i seng, som om hun ved, at nu er der tid til hende. Vi er meget glade for hende, selvom hun ikke var planlagt. Jeg er bare lidt ked af, at hun forhindrer mig i at deltage i protestdemonstrationerne. Jeg må nøjes med at opleve demonstrationerne foran fjernsynet eller via fortællinger fra min ægtemand R., der i øjeblikket nærmest bor i Gethsemanékirche, hvor der holdes mindevagter og hungerstrejke for at støtte de politiske fanger i DDR.  

Derfor bliver jeg glad, da mine venner Helmut og Ludwig kommer på besøg om eftermiddagen den 7. oktober, DDR’s fødselsdag. Helmut er ingeniør og bor ikke langt fra os i en lille toværelseslejlighed i Rykestraße. Hans bror Ludwig er pottemager og på besøg i Berlin. De har lige rystet to Stasimedarbejdere af, fortæller de grinende. Der findes ikke så mange biler i Østberlin, at man straks lægger mærke til, når der pludselig står en Wartburg nede på vejen foran éns dør. Specielt når der sidder to mænd i den.

Det er lidt pudsigt, at de har valgt at holde øje netop med Helmut, som egentlig ikke er særlig politisk aktiv. Men det ser ud til, at Stasi af frygt for uroligheder på DDR’s 40-års jubilæum har mobiliseret alle deres medarbejdere for at holde øje med dem, der engang har pådraget sig deres opmærksomhed. Helmut har været arresteret en gang før, fordi han nærmest tilfældigt havnede i en protestaktion mod valgmanipulationen i maj samme år. Men er det overhovedet ham, Stasis opmærksomhed gælder? Der bor også to andre i Helmuts opgang, som ville retfærdiggøre statssikkerhedstjenestens tilstedeværelse: Neden under ham, på anden sal, bor to medlemmer af en anden uønsket organisation, Kirche von unten, en klodset, ubegavet elektriker, som Helmut siger, med hans lidt klogere kone. 

For at teste, hvem Stasis opmærksomhed gælder, går de ned til Ludwigs Trabant. Stasimedarbejderne vågner og får øjne på stilke, mens de to brødre sætter sig i  Ludwigs Trabant. Da Ludwig giver fuldgas, gør Wartburg’en det samme. En biljagt starter, men Ludwig vinder. Efter tre ture rundt om blokken har de rystet deres forfølgere af, og siden de ikke har andre planer, kommer de på besøg hos os.

Men snart vil de videre, legen er for god til at stoppe allerede nu. Da de vil hjem, ser de igen Wartburg’en foran deres dør. De går op, beslutter sig for at se sig lidt om i byen og går kort tid efter ned igen. De stiler mod Danziger Straße og har straks to mænd efter sig. Ved næste vejkryds skifter deres forfølgere, og et nyt par stasifolk følger efter dem. Fra nu af bliver de ved hvert vejkryds givet videre fra det ene par stasimedarbejdere til det næste som i et stafetløb. Da de sætter sig i en café i Prenzlauer Allé, sætter en stasimedarbejder sig ved nabobordet og skynder sig at gøre det samme, da Helmut og Ludwig betaler. Han følger dem også hjem.

Men de har ikke tænkt sig at blive hjemme på republikkens fødselsdag. Efter et stykke tid tager de sporvognen til Monbijouplads i Mitte. Hvorfor ikke give stasimedarbejderne en kulturoplevelse og føre dem rundt i Bodemuseum, ægyptisk samling, byens mest kedelige museum? Men da de stiger af sporvognen for at gå over til Museumsinsel, bliver de indhentet. Manden fra Stasi viser dem sit identitetskort og siger, at de ikke må gå videre.

Der er ikke så meget at stille op. For at nå sporvognen hjem, løber de. Stasimedarbejderen bliver nødt til at gøre det samme. Han ser helt forpustet ud, da han sidder bag dem.

Til sidst beslutter de sig så for at gå i biografen Colosseum ved S-togsstation Schönhauser Allé. Stasimedarbejderen sidder i rækken bag dem. Men da filmen er slut og de forlader biografen, er det lige præcis dér, de værste optøjer foregår.  Der er vandkastere og politi med gummiknipler. Stasimedarbejderen indser langt om længe, at der måske venter ham vigtigere opgaver lige nu end at følge Helmut og Ludwig hjem. De smutter. Helmut er ikke så meget for at blive sendt til Stasifængslet i Berlin Rummelsburg igen. Han har prøvet det en gang før, og det var nok.

En revolutionshelt er jeg ikke, indrømmer han hjemme i vores stue på Kollwitzplatz næste aften. Hvor drengene sover, og vores lille datter ligger i min arm og føler sig tryg.


0 Comments

DDR i minder: 40 år DDR 

11/28/2014

1 Comment

 
Picture
Det er den 7. oktober 1989, DDR’s 40 års jubilæum, at der for første gang lyder et nyt protestråb, et trodsigt: ”Vi bliver her!”

Protesterne og den anspændte situation til trods fejres DDR’s 40 års-jubilæum den 7. oktober 1989 som planlagt med pomp og bravur. ”Også fremover vil DDR’s udvikling være hele folkets bedrift”, står der med store bogstaver på forsiden af dagbladet Neues Deutschland. Hundredetusind medlemmer af DDR’s socialistiske ungdomsorganisation FDJ i alle dele af landet er blevet kørt til Berlin for at deltage i det store officielle fakkeloptog. Regeringslederne fra alle socialistiske lande er kommet på statsbesøg.

DDR-regeringen er ekstra bange for uroligheder denne dag. Byen er fyldt med tunge militærkøretøjer og bevæbnede styrker til den traditionelle militærparade. Grænseovergangene til og fra Vestberlin er blevet lukket med den officielle begrundelse, at man ikke vil give de vesttyske provokatører mulighed for at forstyrre festlighederne. Der er politi og Statssikkerhed (Stasi) over det hele.

Men de formår ikke at stoppe protesterne, og det bliver en fødselsdag med to meget forskellige demonstrationer: Den ene – officielle -  med folkefester i alle bydele, med militærparade og et stort optog af den regeringstro del af befolkningen - mange af dem ganske vist tvunget af deres virksomheder. De marcherer forbi statsledelsen med plakater og slogans som: Vi er stolte på vores tyske socialistiske republik DDR! Eller: Vi arbejdere fra Karl-Marx-værket hilser regeringen og forpligter os til at opnå endnu bedre resultater for at styrke vores socialistiske fædreland!

Og så er der den anden demonstration. Selvom det er svært at nå frem til Alexanderplatz, fordi politiet sender alle tilbage, der ser den mindste bitte smule mistænkelige ud, lykkes det alligevel et stort antal, mest unge, at samles. Det er her, det nye protestråb høres for første gang: Vi bliver her! Eller med andre ord: Vi bliver her for at kæmpe for reformer. Om eftermiddagen begynder tretusinde mennesker at marchere hen til Palast der Republik, hvor regeringen holder fødselsdagsfest sammen med sine gæster. ”Gorbi, hjælp os!” råber demonstranterne og mener den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, hvis reformvillighed har skabt håb om forandring også i DDR. Men politiet har spærret broen over floden Spree. Demonstranterne vender om og drager i stedet nordpå mod Gethsemanékirke, som er blevet centrum for protestbevægelsen i Berlin. På vejen langs Schönhauser Allee slutter flere og flere mennesker sig til demonstrationstoget på trods af, at politiet er begyndt at arrestere folk.

Lige så snart regeringens officielle fødselsdagsfest er slut, og Gorbatjov har begivet sig på hjemrejsen, forkynder Stasis chef Erich Mielke: ”Nu er der slut med humaniteten.” Politiet får besked om at stoppe ”det kontrarevolutionære optog” voldsomt, og området omkring S-togsstationen Schönhauser Allé bliver hermetisk afspærret. Med en hidtil ukendt brutalitet bliver tilfældige demonstranter smidt på mandskabsvogne og kørt væk, og militærbiler med kæmpe afspærringsgitre og vandkastere kommer til indsats – noget, som ikke er sket i DDR siden 1953.

Næste dag kan vi læse følgende i avisen: 

Om aftenen den 7. oktober forsøgte urostiftere i Østberlin at ødelægge folkefesterne i forbindelse med DDR's 40 års jubilæum. I sammensværgelse med vestlige medier stimlede de sammen på Alexanderplatz og i de tilstødende gader, hvor de råbte republikfjendtlige slagord. Kun takket være en opmærksom og betænksom indsats fra beskyttelses- og sikkerhedsstyrkerne kunne man i samarbejde med nogle af festdeltagerne forpurre urostifternes planlagte provokationer. Bandelederne blev anholdt og arresteret. 


Picture
1 Comment

DDR i minder: Undgå vold!

11/27/2014

0 Comments

 
Picture

I begyndelsen er mottoet for de voksende demonstrationer ”Wir wollen raus!” - Vi vil ud! – og oftest: ”Wir sind das Volk!” - Det er os, der er folket! – som frakender regeringen retten til fortsat at handle på befolkningens vegne.

Protestdemonstrationerne, som kun to måneder senere fører til Berlinmurens fald, begynder den 4. september 1989 som en forlængelse af mandagsgudstjenesten i Leipzig. Fra da af bliver de holdt hver uge, bliver større og større og spreder sig hurtigt til andre byer i DDR. Allerede den 9. oktober er der 70.000 deltagere alene i Leipzig. Demonstrationerne er et udtryk for befolkningens frustration over de manglende rejsemuligheder og rettigheder for politisk aktivitet og meningsytring, over manipulationen af kommunalvalgsresultaterne fra maj samme år, over DDR-regeringens understøttelse af den kinesiske regerings brutale vold mod demonstranterne, over mediernes groteske løgne og landets stadig mere ruinerede økonomi.

Demonstrationer i DDR mod regeringen – det er noget fuldstændig uhørt. De blev udløst af flugtbølgen, som begyndte med Ungarns åbning af grænserne til Østrig, og er kun mulige, fordi Sovjetunionen med Mikhail Gorbatjov i spidsen kører en mere transparent og åben politik end før. Men hvor langt går Gorbatjovs tolerance og åbenhed overfor den aktuelle udvikling i DDR? Vil den sovjetiske armé komme DDR’s magthavere til undsætning, som de gjorde i 1953? Eller vil DDR-regeringen – også uden sovjetisk hjælp – gå brutalt løs mod sine egne borgere? Militæret er sat i alarmberedskab, og alle og venter spændt på det øjeblik, hvor det får besked om at skride ind. Ender det hele i et brutalt massakre ligesom i Kina fire måneder tidligere? Den nye protestorganisation Neues Forum appellerer på flyveblade: ”Vold er ikke den rigtige måde at løse politiske uoverensstemmelser på. Lad jer ikke provokere! Vi har ikke noget tilfælles med højreradikale og antikommunistiske tendenser. Vi vil en velovervejet dialog, en alvorlig diskussion om vores fremtid, ingen blinde aktioner. Vi opfordrer alle beboere i DDR til at udvise besindighed og solidaritet i den aktuelle kritiske situation.”

Også kirkelige repræsentanter og fremtrædende kulturpersonligheder henvender sig til befolkningen for at stoppe eskalationen. Den 9. oktober udstråler Leipzigs lokalradio følgende appel af bl.a. Kurt Masur, øverste dirigent af Gewandhaus Leizpig: ”Vi er rystet over udviklingen i vores by og forsøger at finde en løsning. Vi har alle sammen brug for en fri og åben diskussion om socialismens udvikling i vores land. Derfor lover undertegnende, at vi vil bruge al vores kraft og autoritet til ikke kun at føre denne dialog i Leipzig, men også med vores regering. Vi beder alle borgere indtrængende om at undgå vold for at muliggøre en fredelig diskussion.”

 

0 Comments

DDR i minder: Os, der blev

11/13/2014

0 Comments

 
Jeg blev flov over at se og høre mine flygtede landsmænd på TV dengang i september 1989, når de blev interviewet af ARD eller ZDF. At ”fjernskamme” sig, kaldte min ven Helmut det for nyligt. Han havde det på samme måde, sagde han, og jeg er lettet over, at det ikke kun var mig. Ja, det var vildt. Det var vildt, at der skete noget, det var vildt, at muren havde fået et første revne, og de flygtedes glæde var smittende. De fortalte om detaljerne af deres flugt: enten via en af de vesttyske ambassader i Polen, Ungarn eller Tjekkiet eller over den ungarsk-østriske grænse og så videre til Vesttyskland. Jeg kunne godt forstå deres eufori over at være fri, over pludselig at være på den anden side. Det, der kom bag på mig, var grundene, de nævnte for deres flugt. Hvorfor snakkede de næsten alle kun om materielle ting? Endelig kunne de købe en rigtig bil, endelig et fornuftigt stereoanlæg, endelig kunne de få de bananer, som man skulle stå i kø efter i DDR. Endelig var de frie, ja, men deres frihed handlede først og fremmest om at få have adgang til de vestlige varer.

Var det med vilje, at de vesttyske medier interviewede netop den slags flygtninge? Ville de manipulere det indtryk, vesttyskerne fik af os fra DDR? Eller var de overrepræsenteret? Ja, der var mangel på en masse varer,  ja, det var irriterende ikke at kunne få fat i vigtige byggematerialer og reservedele, at skulle bruge en masse tid på og at skulle have kontakter for at skaffe smukke og ofte nødvendige ting. Men det var da ikke det vigtigste, vi var utilfredse med. Eller var det? Var vi fra DDR virkelig sådan?

Jeg spurgte Helmut, og han bekræftede min hypotese. Vi, alle dem, der havde lyst til at forandre noget i DDR, blev, fordi vi kunne mærke, at noget var ved at ske. Og jeg er glad for det, for det halve år, der fulgte, var den vildeste tid i mit liv. Jeg er glad for at have oplevet, hvilken magt masserne kan have, når de holder sammen. Alt var pludselig muligt. Befolkningen var ikke tilfreds med DDR-regeringens første spæde reformforsøg - og tvang dem til at komme med bedre forslag. Vi holdt op med at sende vores børn i skole om lørdagen – og lørdage blev skolefrie. Vores gruppe i protestorganisationen Neues Forum krævede penge og lokaler af byrådet for at starte Østberlins første private børnehave – og vi fik dem. Efter Berlinmurens fald blev Det Runde Bord oprettet for at drøfte reformer og DDR’s fremtid -  og – helt uhørt! - pludselig havde de små, nye protestorganisationer lige så meget indflydelse som de gamle, store partier. Hverken før eller siden har jeg oplevet sådan en styrke, sådan en vilje og tillid til at kunne forandre noget, sådan en opbrudsstemning. Og sådan en angst, myndigheder kan have. Vi krævede og fik, fordi de var bange. De frygtede at miste deres magt og deres stillinger. Det var befolkningen, der bestemte. Os, der blev.

0 Comments

November 06th, 2014

11/6/2014

1 Comment

 
DDR i minder: Alting kan ske, hver dag.

En samtale med en yngre dansk kollega, som jeg for nogle år siden rejste gennem Estland med, har efterladt et vedvarende indtryk på mig. Hun var så sikker på, at livet altid ville fortsætte i de vante baner, formet helt efter hendes egne ønsker, fredeligt og uden store omvæltninger, at jeg erklærede hende for naiv. Samtidig misundte jeg hende for hendes optimisme. Tænk at det overhovedet var muligt. Hun var villig til at gå med til, at alle kan blive ramt af sygdom. Men krig? Hyperinflation? Systemskifte? Nej. Hvorfor dog det?

Bagefter tænkte jeg, at hendes lyse livssyn kunne hænge sammen med Danmarks historie, eftersom Danmark kun blev ramt forholdsvist perifert af de to verdenskrige med alle deres ødelæggelser og menneskelige katastrofer. Som tysker blev jeg præget af anderledes voldsomme ting. Jeg voksede op med mine forældres fortællinger om bombealarm, om nætter i beskyttelseskældere, om pap i stedet for glas i vinduerne. Om huse, som deres forældre havde bygget, og som over nat blev til statsejendom. Om en far, der blev hentet af russerne og aldrig vendte tilbage. Om russiske soldater, der bosatte sig i mine bedsteforældres hjem. Om sult. Om en skål sukker som eneste konfirmationsgave. Om spinat lavet af brændenælder og kaffe af ristede agern. Allerede i de mindste klasser i skolen fik vi besøg af gamle kommunister, der fortalte om rædslerne i koncentrationslejrene.

Indtil for ganske nylig havde jeg en mormor, der blev 103 år gammel. Hun boede i Dresden hele sit liv. Hun var barn under Første Verdenskrig med over ni millioner døde. Hun oplevede hyperinflationen, hvor pengesedler blev transporteret i trillebør, og hvor de penge, man havde tjent om dagen, havde mistet deres værdi allerede om aftenen. Hun fik børn, lige efter at Hitler var kommet til magten, og selvom min morfar overlevede Anden Verdenskrig i engelsk krigsfangenskab, må det have været hård for hende at bringe familien gennem krigen og den ligeså hårde efterkrigstid. Tyskland blev delt, og DDR blev grundlagt. Min mormor har levet i et monarki med en kejser og i Weimarrepublikken, Tysklands første parlamentariske republik. Hun har levet i Nazityskland og i socialismen. Efter murens fald og Tysklands genforening måtte hun endnu en gang omstille sig til et nyt samfundssystem. Hvor mange gange er det egentlig, hun har fået nye penge? Mark, Rentenmark, Reichsmark. DDR-Mark, Vestmark, Euro, næsten hver gang forbundet med en devaluering. Hun har oplevet det værste århundrede, historien indtil videre har haft at byde.

Jeg er ked af, at jeg ikke har min danske kollegas optimistiske syn på fremtiden. Selvfølgelig er jeg glad for, at muren faldt, for det har givet mig og mine børn langt flere muligheder end før. Jeg er frem for alt taknemmelig for, at vi indtil videre måtte leve i en periode med fred. Jeg håber selvfølgelig for det bedste. Hvem vil ikke gerne have kontinuitet og vide, at ens pensionsopsparing også er noget værd om 20 år? Men med Berlinmurens fald har jeg selv oplevet, hvor hurtigt det pludselig kan gå …

”Jeg takker Gud for, at jeg måtte have et så lykkeligt liv,” sagde min mormor, da jeg så hende for sidste gang. Det var ikke længe efter 9/11.

1 Comment

DDR i minder: Et før og et efter

11/3/2014

3 Comments

 

Vores tvillinger gik i anden klasse, da Berlinmuren faldt. De sov, mens det skete. Vi vækkede dem, da vi kom hjem efter vores natlige lynvisit i Vestberlin. Det var simpelthen for vildt til, at vi kunne lade være med at fortælle dem, hvad der var sket.

Men ikke alle vendte tilbage. I deres parallelklasse gik der en dreng, hvis forældre ikke kom hjem den nat. Heller ikke dagen efter. De kom aldrig mere. Drengen og hans lillesøster blev anbragt på et børnehjem. For dem blev 9. november 1989 i endnu en højere grad end for os andre en dag, der delte tiden i et før og et efter.

Først mange år senere fortalte tvillingerne mig, hvor bange de fra den dag var ved tanken om, at vi også kunne forlade dem. Sådan lige pludselig - måske, mens de lå og sov. Hvorfor ikke, når andre forældre kunne?

3 Comments
<<Previous

    Et par ord ...

    Ligesom for alle andre DDR-borgere betød Berlinmurens fald i 1989 et stort indsnit i mit liv, der indtil da ikke syntes at gemme på de store overraskelser.

    Her blogger jeg i en løs rækkefølge om mine erindringer fra tiden før, under og efter Berlinmurens fald. Jeg håber, at de mosaikagtige erindringsglimt og refleksioner med tiden kan stykkes sammen til et billede af livet i DDR, som slet ikke var så gråt og kedeligt, som mange danskere går og tror.

    Arkiv

    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014

    Kategorier

    All

    RSS Feed

Powered by Create your own unique website with customizable templates.