DDR i minder: Alting kan ske, hver dag.
En samtale med en yngre dansk kollega, som jeg for nogle år siden rejste gennem Estland med, har efterladt et vedvarende indtryk på mig. Hun var så sikker på, at livet altid ville fortsætte i de vante baner, formet helt efter hendes egne ønsker, fredeligt og uden store omvæltninger, at jeg erklærede hende for naiv. Samtidig misundte jeg hende for hendes optimisme. Tænk at det overhovedet var muligt. Hun var villig til at gå med til, at alle kan blive ramt af sygdom. Men krig? Hyperinflation? Systemskifte? Nej. Hvorfor dog det?
Bagefter tænkte jeg, at hendes lyse livssyn kunne hænge sammen med Danmarks historie, eftersom Danmark kun blev ramt forholdsvist perifert af de to verdenskrige med alle deres ødelæggelser og menneskelige katastrofer. Som tysker blev jeg præget af anderledes voldsomme ting. Jeg voksede op med mine forældres fortællinger om bombealarm, om nætter i beskyttelseskældere, om pap i stedet for glas i vinduerne. Om huse, som deres forældre havde bygget, og som over nat blev til statsejendom. Om en far, der blev hentet af russerne og aldrig vendte tilbage. Om russiske soldater, der bosatte sig i mine bedsteforældres hjem. Om sult. Om en skål sukker som eneste konfirmationsgave. Om spinat lavet af brændenælder og kaffe af ristede agern. Allerede i de mindste klasser i skolen fik vi besøg af gamle kommunister, der fortalte om rædslerne i koncentrationslejrene.
Indtil for ganske nylig havde jeg en mormor, der blev 103 år gammel. Hun boede i Dresden hele sit liv. Hun var barn under Første Verdenskrig med over ni millioner døde. Hun oplevede hyperinflationen, hvor pengesedler blev transporteret i trillebør, og hvor de penge, man havde tjent om dagen, havde mistet deres værdi allerede om aftenen. Hun fik børn, lige efter at Hitler var kommet til magten, og selvom min morfar overlevede Anden Verdenskrig i engelsk krigsfangenskab, må det have været hård for hende at bringe familien gennem krigen og den ligeså hårde efterkrigstid. Tyskland blev delt, og DDR blev grundlagt. Min mormor har levet i et monarki med en kejser og i Weimarrepublikken, Tysklands første parlamentariske republik. Hun har levet i Nazityskland og i socialismen. Efter murens fald og Tysklands genforening måtte hun endnu en gang omstille sig til et nyt samfundssystem. Hvor mange gange er det egentlig, hun har fået nye penge? Mark, Rentenmark, Reichsmark. DDR-Mark, Vestmark, Euro, næsten hver gang forbundet med en devaluering. Hun har oplevet det værste århundrede, historien indtil videre har haft at byde.
Jeg er ked af, at jeg ikke har min danske kollegas optimistiske syn på fremtiden. Selvfølgelig er jeg glad for, at muren faldt, for det har givet mig og mine børn langt flere muligheder end før. Jeg er frem for alt taknemmelig for, at vi indtil videre måtte leve i en periode med fred. Jeg håber selvfølgelig for det bedste. Hvem vil ikke gerne have kontinuitet og vide, at ens pensionsopsparing også er noget værd om 20 år? Men med Berlinmurens fald har jeg selv oplevet, hvor hurtigt det pludselig kan gå …
”Jeg takker Gud for, at jeg måtte have et så lykkeligt liv,” sagde min mormor, da jeg så hende for sidste gang. Det var ikke længe efter 9/11.
En samtale med en yngre dansk kollega, som jeg for nogle år siden rejste gennem Estland med, har efterladt et vedvarende indtryk på mig. Hun var så sikker på, at livet altid ville fortsætte i de vante baner, formet helt efter hendes egne ønsker, fredeligt og uden store omvæltninger, at jeg erklærede hende for naiv. Samtidig misundte jeg hende for hendes optimisme. Tænk at det overhovedet var muligt. Hun var villig til at gå med til, at alle kan blive ramt af sygdom. Men krig? Hyperinflation? Systemskifte? Nej. Hvorfor dog det?
Bagefter tænkte jeg, at hendes lyse livssyn kunne hænge sammen med Danmarks historie, eftersom Danmark kun blev ramt forholdsvist perifert af de to verdenskrige med alle deres ødelæggelser og menneskelige katastrofer. Som tysker blev jeg præget af anderledes voldsomme ting. Jeg voksede op med mine forældres fortællinger om bombealarm, om nætter i beskyttelseskældere, om pap i stedet for glas i vinduerne. Om huse, som deres forældre havde bygget, og som over nat blev til statsejendom. Om en far, der blev hentet af russerne og aldrig vendte tilbage. Om russiske soldater, der bosatte sig i mine bedsteforældres hjem. Om sult. Om en skål sukker som eneste konfirmationsgave. Om spinat lavet af brændenælder og kaffe af ristede agern. Allerede i de mindste klasser i skolen fik vi besøg af gamle kommunister, der fortalte om rædslerne i koncentrationslejrene.
Indtil for ganske nylig havde jeg en mormor, der blev 103 år gammel. Hun boede i Dresden hele sit liv. Hun var barn under Første Verdenskrig med over ni millioner døde. Hun oplevede hyperinflationen, hvor pengesedler blev transporteret i trillebør, og hvor de penge, man havde tjent om dagen, havde mistet deres værdi allerede om aftenen. Hun fik børn, lige efter at Hitler var kommet til magten, og selvom min morfar overlevede Anden Verdenskrig i engelsk krigsfangenskab, må det have været hård for hende at bringe familien gennem krigen og den ligeså hårde efterkrigstid. Tyskland blev delt, og DDR blev grundlagt. Min mormor har levet i et monarki med en kejser og i Weimarrepublikken, Tysklands første parlamentariske republik. Hun har levet i Nazityskland og i socialismen. Efter murens fald og Tysklands genforening måtte hun endnu en gang omstille sig til et nyt samfundssystem. Hvor mange gange er det egentlig, hun har fået nye penge? Mark, Rentenmark, Reichsmark. DDR-Mark, Vestmark, Euro, næsten hver gang forbundet med en devaluering. Hun har oplevet det værste århundrede, historien indtil videre har haft at byde.
Jeg er ked af, at jeg ikke har min danske kollegas optimistiske syn på fremtiden. Selvfølgelig er jeg glad for, at muren faldt, for det har givet mig og mine børn langt flere muligheder end før. Jeg er frem for alt taknemmelig for, at vi indtil videre måtte leve i en periode med fred. Jeg håber selvfølgelig for det bedste. Hvem vil ikke gerne have kontinuitet og vide, at ens pensionsopsparing også er noget værd om 20 år? Men med Berlinmurens fald har jeg selv oplevet, hvor hurtigt det pludselig kan gå …
”Jeg takker Gud for, at jeg måtte have et så lykkeligt liv,” sagde min mormor, da jeg så hende for sidste gang. Det var ikke længe efter 9/11.
RSS Feed
