Jeg sad i bussen og kørte gennem det område, der indtil for ganske nylig havde været en hvid plet på landkortet for de allerfleste af os. Wilmersdorf, Neuköln, Schöneberg, Charlottenburg, Wannsee – jeg havde ganske vist hørt navnene på de fleste bydele i Vestberlin, men hvor de lå i forhold til hinanden, hvad de var kendetegnede af, havde jeg ikke den ringeste forestilling om. Jo, Wannsee var vist kvarteret med de dyre villaer. Og Kreuzbeg var, hvor tingene skete, en slags pendant til Østberlins Prenzlauer Berg. Men mere? Fra vestradiostationernes trafikmeldinger vidste vi, at ABUS var Vestberlins bymotorvej. Vi kendte navnene på de vigtigste klubs og spillesteder, fordi vi lyttede til RIAS – Rundfunk Im Amerikanischen Sektor og SFB - Sender Freies Berlin. Vi kendte de to radiostationers adresser udenad på grund af deres ofte gentagne opfordring om at skrive til dem med vores musikønsker. Men hvad betyder en adresse og et vejnavn i en fuldstændig fremmed by?
Da murens fald var blevet til en realitet, var det mest til Wedding, jeg drog med vores syv-årige tvillinger samt en toårig og et spædbarn i barnevognen for at udforske Vestberlin. Wedding var det nærmeste og nemmeste, fordi vi kunne gå til fods. Muren, som var grå på vores side, var fuld af farver og graffiti på den vestlige. Ellers var der næsten lige så farveløst som i Østberlin, det var også november hér. Boligblokke fra 70-erne, Kaisers, Penny og OBI. I de private børnehaver, Kinderläden, strejkede de, der hang meddelelser til forældrene alle vegne. Wedding er et ucharmerende arbejder- og indvandrerkvarter - det vidste jeg bare ikke. Vestberlin var Vestberlin for mig, og legepladserne var mere spændende hér.
Men i dag havde jeg en fridag - tid til at se lidt mere af dette nye, uudforskede territorium, som pludselig lå for fødderne af os og begyndte kun én kilometer langt væk fra, hvor vi boede i Prenzlauer Berg. os som en gave, man ikke engang havde drømt om. De første måneder efter murens fald måtte vi fra DDR gratis benytte de offentlige transportmidler i Vestberlin. Af de 50 Vestmark velkomstpenge, som alle fra DDR kunne hente, havde vi købt et nyt kort. Et kort fra Falk, et Vestforlag. Det havde både Øst- og Vestberlin på og et foldepatent, man måtte være Vestberliner for at forstå. Jeg havde valgt en bus, der kørte helt ud til Wannsee. Buschaufføren var tyrkisk. I DDR havde vi ingen tyrkere, vi havde vietnamesere. De kom for at få en uddannelse og rejste tilbage til deres socialistiske hjemland efter to år. Det var noget andet med tyrkerne i Vestberlin, de blev udnyttet og dårligt behandlet. Det vidste vi senest, siden vi havde læst ”På bunden”. Den vesttyske journalist Günter Wallraff havde udklædt sig som tyrkisk gæstearbejder og dokumenteret de usle vilkår, som tyrkerne skulle arbejde under. Det var en bog, der kritiserede kapitalismen, og som derfor også var udkommet i DDR.
Det var denne bog, jeg tænkte på, mens vi nærmede, os endestationen og bussen blev tommere og tommere. Til sidst var der – udover chaufføren og mig - kun to passagerer tilbage. Skulle jeg gå hen til chaufføren og sige, at jeg følte med ham, fordi han blev undertrykt i det kapitalistiske samfundssystem? At jeg havde hørt og læst om det? Måske blev han glad for lidt trøst ...
Heldigvis bevarede min naturlige generthed mig fra denne pinlige fejl. I dag er jeg sikker på, at vi fra Østberlin, med vores DDR-penge og i vores DDR-tøj, selv i hans tyrkiske øjne var mere ”på bunden” end ham selv. Da jeg gik forbi ham på vej ud ad bussen, nøjedes jeg med et smil. Han fortrak ikke en mine. Selvfølgelig ikke, han blev jo undertrykt og havde det for hårdt til at smile.
Bagefter gik jeg formålsløst rundt under efterårsbrune træer. Villaerne og bilerne her var store og uden tvivl meget dyre. Jeg følte mig lidt fortabt. Var man lykkeligere her i en af de rige dele af Vestberlin? De fire eller fem mennesker med deres hunde, jeg mødte, virkede lige så forfrosne som jeg selv.
Det var en tysk chauffør, der sad bag rattet på vejen hjem. Heldigvis, så slap jeg for samvittighedskvaler. Jeg stod af ved endestationen i Wedding. Der var ingen bus endnu, der krydsede den tykke røde streg på vores kort. Som jeg alligevel ikke kunne finde på mit nye, patentfoldede Falkkort.
Da murens fald var blevet til en realitet, var det mest til Wedding, jeg drog med vores syv-årige tvillinger samt en toårig og et spædbarn i barnevognen for at udforske Vestberlin. Wedding var det nærmeste og nemmeste, fordi vi kunne gå til fods. Muren, som var grå på vores side, var fuld af farver og graffiti på den vestlige. Ellers var der næsten lige så farveløst som i Østberlin, det var også november hér. Boligblokke fra 70-erne, Kaisers, Penny og OBI. I de private børnehaver, Kinderläden, strejkede de, der hang meddelelser til forældrene alle vegne. Wedding er et ucharmerende arbejder- og indvandrerkvarter - det vidste jeg bare ikke. Vestberlin var Vestberlin for mig, og legepladserne var mere spændende hér.
Men i dag havde jeg en fridag - tid til at se lidt mere af dette nye, uudforskede territorium, som pludselig lå for fødderne af os og begyndte kun én kilometer langt væk fra, hvor vi boede i Prenzlauer Berg. os som en gave, man ikke engang havde drømt om. De første måneder efter murens fald måtte vi fra DDR gratis benytte de offentlige transportmidler i Vestberlin. Af de 50 Vestmark velkomstpenge, som alle fra DDR kunne hente, havde vi købt et nyt kort. Et kort fra Falk, et Vestforlag. Det havde både Øst- og Vestberlin på og et foldepatent, man måtte være Vestberliner for at forstå. Jeg havde valgt en bus, der kørte helt ud til Wannsee. Buschaufføren var tyrkisk. I DDR havde vi ingen tyrkere, vi havde vietnamesere. De kom for at få en uddannelse og rejste tilbage til deres socialistiske hjemland efter to år. Det var noget andet med tyrkerne i Vestberlin, de blev udnyttet og dårligt behandlet. Det vidste vi senest, siden vi havde læst ”På bunden”. Den vesttyske journalist Günter Wallraff havde udklædt sig som tyrkisk gæstearbejder og dokumenteret de usle vilkår, som tyrkerne skulle arbejde under. Det var en bog, der kritiserede kapitalismen, og som derfor også var udkommet i DDR.
Det var denne bog, jeg tænkte på, mens vi nærmede, os endestationen og bussen blev tommere og tommere. Til sidst var der – udover chaufføren og mig - kun to passagerer tilbage. Skulle jeg gå hen til chaufføren og sige, at jeg følte med ham, fordi han blev undertrykt i det kapitalistiske samfundssystem? At jeg havde hørt og læst om det? Måske blev han glad for lidt trøst ...
Heldigvis bevarede min naturlige generthed mig fra denne pinlige fejl. I dag er jeg sikker på, at vi fra Østberlin, med vores DDR-penge og i vores DDR-tøj, selv i hans tyrkiske øjne var mere ”på bunden” end ham selv. Da jeg gik forbi ham på vej ud ad bussen, nøjedes jeg med et smil. Han fortrak ikke en mine. Selvfølgelig ikke, han blev jo undertrykt og havde det for hårdt til at smile.
Bagefter gik jeg formålsløst rundt under efterårsbrune træer. Villaerne og bilerne her var store og uden tvivl meget dyre. Jeg følte mig lidt fortabt. Var man lykkeligere her i en af de rige dele af Vestberlin? De fire eller fem mennesker med deres hunde, jeg mødte, virkede lige så forfrosne som jeg selv.
Det var en tysk chauffør, der sad bag rattet på vejen hjem. Heldigvis, så slap jeg for samvittighedskvaler. Jeg stod af ved endestationen i Wedding. Der var ingen bus endnu, der krydsede den tykke røde streg på vores kort. Som jeg alligevel ikke kunne finde på mit nye, patentfoldede Falkkort.
RSS Feed
