Det er den 7. oktober 1989, DDR’s 40 års jubilæum, at der for første gang lyder et nyt protestråb, et trodsigt: ”Vi bliver her!”
Protesterne og den anspændte situation til trods fejres DDR’s 40 års-jubilæum den 7. oktober 1989 som planlagt med pomp og bravur. ”Også fremover vil DDR’s udvikling være hele folkets bedrift”, står der med store bogstaver på forsiden af dagbladet Neues Deutschland. Hundredetusind medlemmer af DDR’s socialistiske ungdomsorganisation FDJ i alle dele af landet er blevet kørt til Berlin for at deltage i det store officielle fakkeloptog. Regeringslederne fra alle socialistiske lande er kommet på statsbesøg.
DDR-regeringen er ekstra bange for uroligheder denne dag. Byen er fyldt med tunge militærkøretøjer og bevæbnede styrker til den traditionelle militærparade. Grænseovergangene til og fra Vestberlin er blevet lukket med den officielle begrundelse, at man ikke vil give de vesttyske provokatører mulighed for at forstyrre festlighederne. Der er politi og Statssikkerhed (Stasi) over det hele.
Men de formår ikke at stoppe protesterne, og det bliver en fødselsdag med to meget forskellige demonstrationer: Den ene – officielle - med folkefester i alle bydele, med militærparade og et stort optog af den regeringstro del af befolkningen - mange af dem ganske vist tvunget af deres virksomheder. De marcherer forbi statsledelsen med plakater og slogans som: Vi er stolte på vores tyske socialistiske republik DDR! Eller: Vi arbejdere fra Karl-Marx-værket hilser regeringen og forpligter os til at opnå endnu bedre resultater for at styrke vores socialistiske fædreland!
Og så er der den anden demonstration. Selvom det er svært at nå frem til Alexanderplatz, fordi politiet sender alle tilbage, der ser den mindste bitte smule mistænkelige ud, lykkes det alligevel et stort antal, mest unge, at samles. Det er her, det nye protestråb høres for første gang: Vi bliver her! Eller med andre ord: Vi bliver her for at kæmpe for reformer. Om eftermiddagen begynder tretusinde mennesker at marchere hen til Palast der Republik, hvor regeringen holder fødselsdagsfest sammen med sine gæster. ”Gorbi, hjælp os!” råber demonstranterne og mener den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, hvis reformvillighed har skabt håb om forandring også i DDR. Men politiet har spærret broen over floden Spree. Demonstranterne vender om og drager i stedet nordpå mod Gethsemanékirke, som er blevet centrum for protestbevægelsen i Berlin. På vejen langs Schönhauser Allee slutter flere og flere mennesker sig til demonstrationstoget på trods af, at politiet er begyndt at arrestere folk.
Lige så snart regeringens officielle fødselsdagsfest er slut, og Gorbatjov har begivet sig på hjemrejsen, forkynder Stasis chef Erich Mielke: ”Nu er der slut med humaniteten.” Politiet får besked om at stoppe ”det kontrarevolutionære optog” voldsomt, og området omkring S-togsstationen Schönhauser Allé bliver hermetisk afspærret. Med en hidtil ukendt brutalitet bliver tilfældige demonstranter smidt på mandskabsvogne og kørt væk, og militærbiler med kæmpe afspærringsgitre og vandkastere kommer til indsats – noget, som ikke er sket i DDR siden 1953.
Næste dag kan vi læse følgende i avisen:
Om aftenen den 7. oktober forsøgte urostiftere i Østberlin at ødelægge folkefesterne i forbindelse med DDR's 40 års jubilæum. I sammensværgelse med vestlige medier stimlede de sammen på Alexanderplatz og i de tilstødende gader, hvor de råbte republikfjendtlige slagord. Kun takket være en opmærksom og betænksom indsats fra beskyttelses- og sikkerhedsstyrkerne kunne man i samarbejde med nogle af festdeltagerne forpurre urostifternes planlagte provokationer. Bandelederne blev anholdt og arresteret.
Protesterne og den anspændte situation til trods fejres DDR’s 40 års-jubilæum den 7. oktober 1989 som planlagt med pomp og bravur. ”Også fremover vil DDR’s udvikling være hele folkets bedrift”, står der med store bogstaver på forsiden af dagbladet Neues Deutschland. Hundredetusind medlemmer af DDR’s socialistiske ungdomsorganisation FDJ i alle dele af landet er blevet kørt til Berlin for at deltage i det store officielle fakkeloptog. Regeringslederne fra alle socialistiske lande er kommet på statsbesøg.
DDR-regeringen er ekstra bange for uroligheder denne dag. Byen er fyldt med tunge militærkøretøjer og bevæbnede styrker til den traditionelle militærparade. Grænseovergangene til og fra Vestberlin er blevet lukket med den officielle begrundelse, at man ikke vil give de vesttyske provokatører mulighed for at forstyrre festlighederne. Der er politi og Statssikkerhed (Stasi) over det hele.
Men de formår ikke at stoppe protesterne, og det bliver en fødselsdag med to meget forskellige demonstrationer: Den ene – officielle - med folkefester i alle bydele, med militærparade og et stort optog af den regeringstro del af befolkningen - mange af dem ganske vist tvunget af deres virksomheder. De marcherer forbi statsledelsen med plakater og slogans som: Vi er stolte på vores tyske socialistiske republik DDR! Eller: Vi arbejdere fra Karl-Marx-værket hilser regeringen og forpligter os til at opnå endnu bedre resultater for at styrke vores socialistiske fædreland!
Og så er der den anden demonstration. Selvom det er svært at nå frem til Alexanderplatz, fordi politiet sender alle tilbage, der ser den mindste bitte smule mistænkelige ud, lykkes det alligevel et stort antal, mest unge, at samles. Det er her, det nye protestråb høres for første gang: Vi bliver her! Eller med andre ord: Vi bliver her for at kæmpe for reformer. Om eftermiddagen begynder tretusinde mennesker at marchere hen til Palast der Republik, hvor regeringen holder fødselsdagsfest sammen med sine gæster. ”Gorbi, hjælp os!” råber demonstranterne og mener den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, hvis reformvillighed har skabt håb om forandring også i DDR. Men politiet har spærret broen over floden Spree. Demonstranterne vender om og drager i stedet nordpå mod Gethsemanékirke, som er blevet centrum for protestbevægelsen i Berlin. På vejen langs Schönhauser Allee slutter flere og flere mennesker sig til demonstrationstoget på trods af, at politiet er begyndt at arrestere folk.
Lige så snart regeringens officielle fødselsdagsfest er slut, og Gorbatjov har begivet sig på hjemrejsen, forkynder Stasis chef Erich Mielke: ”Nu er der slut med humaniteten.” Politiet får besked om at stoppe ”det kontrarevolutionære optog” voldsomt, og området omkring S-togsstationen Schönhauser Allé bliver hermetisk afspærret. Med en hidtil ukendt brutalitet bliver tilfældige demonstranter smidt på mandskabsvogne og kørt væk, og militærbiler med kæmpe afspærringsgitre og vandkastere kommer til indsats – noget, som ikke er sket i DDR siden 1953.
Næste dag kan vi læse følgende i avisen:
Om aftenen den 7. oktober forsøgte urostiftere i Østberlin at ødelægge folkefesterne i forbindelse med DDR's 40 års jubilæum. I sammensværgelse med vestlige medier stimlede de sammen på Alexanderplatz og i de tilstødende gader, hvor de råbte republikfjendtlige slagord. Kun takket være en opmærksom og betænksom indsats fra beskyttelses- og sikkerhedsstyrkerne kunne man i samarbejde med nogle af festdeltagerne forpurre urostifternes planlagte provokationer. Bandelederne blev anholdt og arresteret.
RSS Feed
