Vores datter Charlotte er én måned gammel og et nemt og kvik lille barn. Hun sover hele dagen, mens vi forældre er optaget af hendes tre storebrødre. Hun vågner om aftenen, når de er gået i seng, som om hun ved, at nu er der tid til hende. Vi er meget glade for hende, selvom hun ikke var planlagt. Jeg er bare lidt ked af, at hun forhindrer mig i at deltage i protestdemonstrationerne. Jeg må nøjes med at opleve demonstrationerne foran fjernsynet eller via fortællinger fra min ægtemand R., der i øjeblikket nærmest bor i Gethsemanékirche, hvor der holdes mindevagter og hungerstrejke for at støtte de politiske fanger i DDR.
Derfor bliver jeg glad, da mine venner Helmut og Ludwig kommer på besøg om eftermiddagen den 7. oktober, DDR’s fødselsdag. Helmut er ingeniør og bor ikke langt fra os i en lille toværelseslejlighed i Rykestraße. Hans bror Ludwig er pottemager og på besøg i Berlin. De har lige rystet to Stasimedarbejdere af, fortæller de grinende. Der findes ikke så mange biler i Østberlin, at man straks lægger mærke til, når der pludselig står en Wartburg nede på vejen foran éns dør. Specielt når der sidder to mænd i den.
Det er lidt pudsigt, at de har valgt at holde øje netop med Helmut, som egentlig ikke er særlig politisk aktiv. Men det ser ud til, at Stasi af frygt for uroligheder på DDR’s 40-års jubilæum har mobiliseret alle deres medarbejdere for at holde øje med dem, der engang har pådraget sig deres opmærksomhed. Helmut har været arresteret en gang før, fordi han nærmest tilfældigt havnede i en protestaktion mod valgmanipulationen i maj samme år. Men er det overhovedet ham, Stasis opmærksomhed gælder? Der bor også to andre i Helmuts opgang, som ville retfærdiggøre statssikkerhedstjenestens tilstedeværelse: Neden under ham, på anden sal, bor to medlemmer af en anden uønsket organisation, Kirche von unten, en klodset, ubegavet elektriker, som Helmut siger, med hans lidt klogere kone.
For at teste, hvem Stasis opmærksomhed gælder, går de ned til Ludwigs Trabant. Stasimedarbejderne vågner og får øjne på stilke, mens de to brødre sætter sig i Ludwigs Trabant. Da Ludwig giver fuldgas, gør Wartburg’en det samme. En biljagt starter, men Ludwig vinder. Efter tre ture rundt om blokken har de rystet deres forfølgere af, og siden de ikke har andre planer, kommer de på besøg hos os.
Men snart vil de videre, legen er for god til at stoppe allerede nu. Da de vil hjem, ser de igen Wartburg’en foran deres dør. De går op, beslutter sig for at se sig lidt om i byen og går kort tid efter ned igen. De stiler mod Danziger Straße og har straks to mænd efter sig. Ved næste vejkryds skifter deres forfølgere, og et nyt par stasifolk følger efter dem. Fra nu af bliver de ved hvert vejkryds givet videre fra det ene par stasimedarbejdere til det næste som i et stafetløb. Da de sætter sig i en café i Prenzlauer Allé, sætter en stasimedarbejder sig ved nabobordet og skynder sig at gøre det samme, da Helmut og Ludwig betaler. Han følger dem også hjem.
Men de har ikke tænkt sig at blive hjemme på republikkens fødselsdag. Efter et stykke tid tager de sporvognen til Monbijouplads i Mitte. Hvorfor ikke give stasimedarbejderne en kulturoplevelse og føre dem rundt i Bodemuseum, ægyptisk samling, byens mest kedelige museum? Men da de stiger af sporvognen for at gå over til Museumsinsel, bliver de indhentet. Manden fra Stasi viser dem sit identitetskort og siger, at de ikke må gå videre.
Der er ikke så meget at stille op. For at nå sporvognen hjem, løber de. Stasimedarbejderen bliver nødt til at gøre det samme. Han ser helt forpustet ud, da han sidder bag dem.
Til sidst beslutter de sig så for at gå i biografen Colosseum ved S-togsstation Schönhauser Allé. Stasimedarbejderen sidder i rækken bag dem. Men da filmen er slut og de forlader biografen, er det lige præcis dér, de værste optøjer foregår. Der er vandkastere og politi med gummiknipler. Stasimedarbejderen indser langt om længe, at der måske venter ham vigtigere opgaver lige nu end at følge Helmut og Ludwig hjem. De smutter. Helmut er ikke så meget for at blive sendt til Stasifængslet i Berlin Rummelsburg igen. Han har prøvet det en gang før, og det var nok.
En revolutionshelt er jeg ikke, indrømmer han hjemme i vores stue på Kollwitzplatz næste aften. Hvor drengene sover, og vores lille datter ligger i min arm og føler sig tryg.
Derfor bliver jeg glad, da mine venner Helmut og Ludwig kommer på besøg om eftermiddagen den 7. oktober, DDR’s fødselsdag. Helmut er ingeniør og bor ikke langt fra os i en lille toværelseslejlighed i Rykestraße. Hans bror Ludwig er pottemager og på besøg i Berlin. De har lige rystet to Stasimedarbejdere af, fortæller de grinende. Der findes ikke så mange biler i Østberlin, at man straks lægger mærke til, når der pludselig står en Wartburg nede på vejen foran éns dør. Specielt når der sidder to mænd i den.
Det er lidt pudsigt, at de har valgt at holde øje netop med Helmut, som egentlig ikke er særlig politisk aktiv. Men det ser ud til, at Stasi af frygt for uroligheder på DDR’s 40-års jubilæum har mobiliseret alle deres medarbejdere for at holde øje med dem, der engang har pådraget sig deres opmærksomhed. Helmut har været arresteret en gang før, fordi han nærmest tilfældigt havnede i en protestaktion mod valgmanipulationen i maj samme år. Men er det overhovedet ham, Stasis opmærksomhed gælder? Der bor også to andre i Helmuts opgang, som ville retfærdiggøre statssikkerhedstjenestens tilstedeværelse: Neden under ham, på anden sal, bor to medlemmer af en anden uønsket organisation, Kirche von unten, en klodset, ubegavet elektriker, som Helmut siger, med hans lidt klogere kone.
For at teste, hvem Stasis opmærksomhed gælder, går de ned til Ludwigs Trabant. Stasimedarbejderne vågner og får øjne på stilke, mens de to brødre sætter sig i Ludwigs Trabant. Da Ludwig giver fuldgas, gør Wartburg’en det samme. En biljagt starter, men Ludwig vinder. Efter tre ture rundt om blokken har de rystet deres forfølgere af, og siden de ikke har andre planer, kommer de på besøg hos os.
Men snart vil de videre, legen er for god til at stoppe allerede nu. Da de vil hjem, ser de igen Wartburg’en foran deres dør. De går op, beslutter sig for at se sig lidt om i byen og går kort tid efter ned igen. De stiler mod Danziger Straße og har straks to mænd efter sig. Ved næste vejkryds skifter deres forfølgere, og et nyt par stasifolk følger efter dem. Fra nu af bliver de ved hvert vejkryds givet videre fra det ene par stasimedarbejdere til det næste som i et stafetløb. Da de sætter sig i en café i Prenzlauer Allé, sætter en stasimedarbejder sig ved nabobordet og skynder sig at gøre det samme, da Helmut og Ludwig betaler. Han følger dem også hjem.
Men de har ikke tænkt sig at blive hjemme på republikkens fødselsdag. Efter et stykke tid tager de sporvognen til Monbijouplads i Mitte. Hvorfor ikke give stasimedarbejderne en kulturoplevelse og føre dem rundt i Bodemuseum, ægyptisk samling, byens mest kedelige museum? Men da de stiger af sporvognen for at gå over til Museumsinsel, bliver de indhentet. Manden fra Stasi viser dem sit identitetskort og siger, at de ikke må gå videre.
Der er ikke så meget at stille op. For at nå sporvognen hjem, løber de. Stasimedarbejderen bliver nødt til at gøre det samme. Han ser helt forpustet ud, da han sidder bag dem.
Til sidst beslutter de sig så for at gå i biografen Colosseum ved S-togsstation Schönhauser Allé. Stasimedarbejderen sidder i rækken bag dem. Men da filmen er slut og de forlader biografen, er det lige præcis dér, de værste optøjer foregår. Der er vandkastere og politi med gummiknipler. Stasimedarbejderen indser langt om længe, at der måske venter ham vigtigere opgaver lige nu end at følge Helmut og Ludwig hjem. De smutter. Helmut er ikke så meget for at blive sendt til Stasifængslet i Berlin Rummelsburg igen. Han har prøvet det en gang før, og det var nok.
En revolutionshelt er jeg ikke, indrømmer han hjemme i vores stue på Kollwitzplatz næste aften. Hvor drengene sover, og vores lille datter ligger i min arm og føler sig tryg.