Vores tvillinger gik i anden klasse, da Berlinmuren faldt. De sov, mens det skete. Vi vækkede dem, da vi kom hjem efter vores natlige lynvisit i Vestberlin. Det var simpelthen for vildt til, at vi kunne lade være med at fortælle dem, hvad der var sket.
Men ikke alle vendte tilbage. I deres parallelklasse gik der en dreng, hvis forældre ikke kom hjem den nat. Heller ikke dagen efter. De kom aldrig mere. Drengen og hans lillesøster blev anbragt på et børnehjem. For dem blev 9. november 1989 i endnu en højere grad end for os andre en dag, der delte tiden i et før og et efter.
Først mange år senere fortalte tvillingerne mig, hvor bange de fra den dag var ved tanken om, at vi også kunne forlade dem. Sådan lige pludselig - måske, mens de lå og sov. Hvorfor ikke, når andre forældre kunne?
RSS Feed
