Kronik i Politiken, 20.10.2020
|
Da mit hjemland forsvandt
I foråret 1991 rejste jeg for første gang til den danske vesterhavskyst. Jeg havde boet 30 år i DDR, og det var mit tredje besøg i Danmark efter Berlinmurens fald. Tyskland var blevet genforenet et halvt år forinden. Mit hjemland fandtes ikke mere. Det vil sige: Stedet fandtes selvfølgelig stadigvæk, men nu som en del af Forbundsrepublikken Tyskland. Med nye love og regler, nye aviser og blade, nye vejnavne, nye penge, nye banker og en helt ny prisstruktur. Med nye faldgruber, nye muligheder og åbne grænser. Det var både fantastisk, vildt, skræmmende og overvældende.
Det vigtigste krav til feriehuset i Danmark var, at der skulle være tv, for formålet med mit besøg var at genopfriske mit danske sprog. Jeg var uddannet som dansk tolk og oversætter fra Universitet i Greifswald, men der var gået syv år, uden at jeg havde været i kontakt med sproget, og jeg var godt i gang med at glemme det. Til min egen overraskelse havde jeg alligevel bestået en optagelsesprøve på CBS i København, hvor jeg skulle i gang med en efteruddannelse som EU-konferencetolk. Jeg glædede mig, men samtidig var jeg så nervøs, at jeg mistede stemmen i flere måneder. Jeg måtte i hvert fald gøre noget for at komme i gang med det danske igen inden uddannelsens start. Det var umuligt at se dansk tv eller lytte til dansk radio i Berlin med de tekniske muligheder dengang. Det eneste, der kunne fremtrylle danske stemmer, var radioens langbølgekanaler, men de lød, som om de kom fra en ubåd i stormvejr midt på Vesterhavet. Det kunne ikke bruges til noget.
Jeg havde mine to yngste børn med: Charlotte på 1,5 år, Max på 3. Det var en lang rejse i vores grønne Wartburg. Også en udfordrende rejse, for jeg skulle for første gang køre ad de stærkt trafikerede vesttyske motorveje, forbi Hamborg og Flensborg, alene og uden hjælp af en GPS. Rejsen tog 8 timer, og alt gik godt.
Jeg havde udset mig Rømø, hvor jeg valgte et stråtækt hus. Vi tilbragte dagene på den imponerende, brede sandstrand. Jeg oplevede for første gang tidevandet. Der var ikke nogen danskere, som jeg kunne tale med, men jeg så tv om aftenen, når børnene sov. Max blev syg og fik feber. Efter en uge tog vi hjem. Endnu en gang den lange rejse.
Jeg blev lettet, da børnene faldt i søvn på bagsædet, da vi nåede Tyskland. Men pludselig så jeg blinkende blåt lys i bakspejlet. Politibilen tændte for sirenerne, idet den kørte forbi mig og fik mig til at standse. Det var midt på motorvejen. To sortklædte politibetjente med knipler og pistoler steg ud. ”Deres kørekort og registreringsattest”, sagde de. Jeg gav dem, hvad de forlangte. De så på mit kørekort. ”Hvad er det her for noget?” Jeg svarede: ”Mit kørekort.” De vendte og drejede det, som var det befængt. ”Det er ikke gyldigt,” sagde de. Men jeg vidste, at det ikke passede, selvom det var udstedt i DDR. I mellemtiden var børnene vågnet og begyndte at græde ved synet af de to politibetjente med deres truende attitude. De tog mine papirer, satte sig ind i deres bil og lod os vente. Jeg så, at de ringede. Det tog et kvarter, før de endelig steg ud igen og gav mig papirerne tilbage – tydeligt utilfredse med, at de stadigvæk var gyldige. De begyndte at gå rundt om min Wartburg, kiggede ned under den, bankede her og der og kunne åbenbart ikke finde noget, de kunne sætte fingeren på. Ikke før de fik øje på de nationale kendingsbogstaver DDR.
”Kendingsmærket er ulovligt”, sagde de. ”DDR findes ikke mere.” De gav mig en bøde. Jeg skulle sørge for at fjerne kendingsmærket og præsentere bilen på en politistation i Berlin. Da jeg endelig måtte køre videre, rystede jeg af afmagt. Det var mit første møde med Vesttyskland.
Den 3. oktober i år er det 30 år siden, at Tysklands blev genforenet, og jeg vil med denne episode illustrere, hvorfor jeg har det svært med dette ord. ”Genforening” associerer en retfærdig proces med to jævnbyrdige partnere, hvor begge bidrager med hver sit. Men sådan var det ikke.
DDR og det socialistiske eksperiment havde efter 40 år spillet ideologisk og økonomisk fallit, uden tvivl. Vores land havde ikke overhalet sin vestlige, kapitalistiske konkurrent og dermed bevist, at socialismen var det historisk overlegne system - sådan som man havde prøvet at overbevise os om i alle de år. Vesttyskland blev den historiske vinder og kunne derfor diktere betingelserne for, hvordan det genforenede Tyskland skulle se ud - nemlig som en kopi af sig selv.
Det var østtyskerne selv, der kun fire måneder efter Berlinmurens fald stemte på de partier, der satsede på en hurtig genforening. Sammen med mange ligesindede blev jeg rystet, da demonstrationernes oprindelige protestråb ”Wir sind das Volk!” (Vi er folket) med tiden blev til: ”Wir sind EIN Volk!” (Vi er ET folk). Nej! Skulle vi udslette os selv? Det havde været sådan en lykkelig oplevelse at vælte regeringen og fornemme denne kollektive kraft. Det ville da være dumt at slippe dette momentum og underordne os et fremmed system! Vi ville selv bestemme, hvordan et nyt, mere demokratisk DDR skulle se ud.
Der lød også bekymrede stemmer fra Vesttyskland. ”Sørg i det mindste for, at genforeningen ikke sker for hurtigt,” advarede velmenende vestlige organisationer. ”Jeres virksomheder kan ikke klare en pludselig omstilling fra plan- til markedsøkonomi. I mister jeres arbejde. Jeres husleje vil eksplodere, I bliver presset ud af jeres huse og lejligheder.”
Men flertallet af DDR-borgerne valgte alligevel at lytte til de politikere, der lovede et blomstrende Østtyskland her og nu – uden lange, indviklede eksperimenter. De hurtige vestmark, den nemme adgang til de store biler og de lokkende varer. Rejserne. Mindre end et år efter Berlinmurens fald var DDR forsvundet fra det officielle landkort.
Der er sket mange gode ting siden da, uden tvivl. Ikke kun i form af større personlig frihed og materiel velstand. De vesttyske penge strømmede ind i landet, og DDR’s faldefærdige byer og veje kunne sættes i stand. Nogle historiske, nedrivningstruede bydele blev reddet af investeringer i sidste øjeblik. Men samtidigt var genforeningen et socialt og økonomisk chok for DDR-borgerne. Vesttyskerne fortsatte deres vante liv, mens en tsunami af forandringer væltede ned over østtyskerne. Advarslerne holdt stik. Vesttyskerne kom med deres penge, og i modsætning til os fra DDR vidste de præcis, hvad der havde økonomisk værdi. De købte det billige land og de billige ejendommene og opsagde lejerne, hvor de kunne. De købte de østtyske virksomheder blot for at lukke dem. Arbejdsløshed og social usikkerhed var ukendt i DDR, nu blev næsten alle konfronteret med disse nye fænomener. Sammen med deres stillinger mistede de fyrede østtyskere ikke kun status og selvværd, men også deres arbejdskolleger og en stor del af deres sociale liv. Pludselig var de ikke længere anerkendte, dygtige ingeniører og industri- eller værftsarbejdere, men stod i lange køer foran socialforvaltningen. Hvor der før arbejdede over 4 mio. mennesker i østtyske industrivirksomheder, var det fire år senere kun 1,5 mio.
Den store afvandring af kvalificeret arbejdskraft mod vest, som Berlinmuren havde stoppet, begyndte igen. Specielt de veluddannede forlod DDR for at finde arbejde i Vesttyskland. Andre pendlede over lange afstande mellem øst og vest. Endnu flere blev omskolet eller begyndte på en helt ny uddannelse. Så godt som ingen af dem, jeg kender, har arbejdet videre i den stilling eller i den profession, de havde før. For de unge, veluddannede og omstillingsparate DDR-borgere medførte genforeningen nye, spændende muligheder, men mange formåede ikke at tilpasse sig det nye system. For dem begyndte et degraderende liv med arbejdsløshed, korte, dårligt betalte jobs i bunden af det sociale hierarki, økonomiske bekymringer og stor usikkerhed. Flere og flere blev nødt til at flytte til byernes udkant, fordi huslejen i de centrumnære kvarterer skød i vejret. Mange andre måtte forlade deres hjem, fordi de vestlige ejere af huse på østtysk grund ifølge genforeningskontrakten havde krav på at få deres tidligere ejendomme tilbage. Man skal forestille sig de situationer, hvor østtyske familier kort efter genforeningen pludselig så fremmede folk i store biler med vesttyske nummerplader holde på gaden og tage billeder af deres hus, som de havde boet i og vedligeholdt i 30 år. Så vidste de, hvad klokken havde slået.
Genforeningen medførte store forandringer i vores dagligdag. Vi så ikke længere hinanden så tit som før, for alle havde pludselig travlt med at finde sig tilrette i det nye liv, søge arbejde, lægge nye planer. Museer og biblioteker oplevede et dramatisk fald i antallet af besøgende, og antallet af fødsler sank til mindre end halvdelen. Vi måtte vænne os til helt nye regler og love, til et fuldstændig nyt administrativt system. Hvor der før havde været én statslig bank med den samme, faste rente på 3%, var der nu et hav af banker at vælge imellem. Det samme gjaldt forsikringerne. Vi druknede i breve og tilbud: Bliv kunde hos os, vi er bedst, vi er billigst! Hvordan skulle vi gennemskue det? Dørsælgerne ringede på i en evindelig strøm og lokkede de intetanende DDR-borgere til aftaler, som de ikke kunne gennemskue, og ofte hverken kunne betale eller komme ud af igen. Det første, jeg blev nødt til at købe efter omstillingen til D-mark var en større skraldespand, for de vestlige varer var pakket tre gange så meget ind som vores egne.
Det skabte harme, at genforeningen udelukkende blev styret af de vesttyske aktører, og at ingen af de gode ting, der trods alt var blevet opnået i DDR, blev taget over i det nye system. Hvad med de praktiske sundhedshuse, hvor alle speciallæger var samlet under ét tag? Det tætte net af gode, billige børnehaver og vuggestuer, de varme, næsten gratis måltider i skolen? Den billige offentlige transport, vores progressive skilsmisseret og abortlovgivning? Fuld beskæftigelse og kvindernes økonomiske uafhængighed og selvstændighed. Alt, hvad der havde med DDR at gøre, blev udskammet, erklæret for forkert og set ned på. Lige som mit kørekort og min bil. DDR blev reduceret til en politisk uretsstat styret af Stasi. Alle spor skulle slettes, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Min dengang 55-årige far, leder af et forskningsinstitut, blev sendt på en alt for tidlig førtidspension, for vesttyskerne satte deres egne folk ind på alle ledende stillinger i økonomi, politik, forvaltning og videnskab, på museer og universiteter. Siden da har min far lidt under den følelse, at hans liv har været spildt. De nye vesttyske ledere vidste alting bedre, mente de, og blev tituleret som ”Besser-Wessis” af østtyskerne, som følte sig degraderet. Vesttyskerne derimod kalder østtyskerne for ”Jammer-Ossis” og synes, at østtyskerne burde være mere taknemmelige for alle de gode ting, de har fået. De kan næppe sætte sig ind i en situation, hvor en hel befolkning nærmest over nat mister sin identitet. Sammenligningen halter selvfølgelig, men for en sjovs skyld kunne en dansker lave følgende tankeeksperiment: Svenskerne overtager. Fra den ene dag til den anden reformeres det danske politiske og offentlige system efter deres model. Ledende poster på alle områder besættes af svenskere. Danskerne får en økonomisk eller anden gevinst, men til gengæld skal de fra nu af læse Svenska Dagbladet og Aftonbladet i stedet for Politiken eller Berlingske. Sammen med TV2 og DR forsvinder også alle andre danske radio- og tv-programmer og dermed alle populære udsendelser og identitetsskabende kendisser. Danske børn ser fra nu af svensk børne-tv. Ingen taler mere om Kim Larsen, Jørgen Leth, Klaus Meyer eller Lise Nørgaard. Hvem er Caroline Wozniacki? De svenske medborgere ryster på hovedet. Nej, hende har de aldrig hørt om.
Hvis du, kære læser, undrer dig over, hvorfor den lille grønne ”Ampelmand” med hat på hovedet og energiske skridt fylder alle souvenirbutikker i Berlin, så er det, fordi den har fået symbolsk betydning. Også DDR’s version af trafiklyset for fodgængere, ampelmanden, skulle nemlig ofres på genforeningens alter. Men det skabte så meget protest, at også den sidste lillebitte spor af DDR skulle fjernes, at ampelmanden fik lov til at overleve som en af de ganske få ting.
Min familie flyttede til Danmark et år efter genforeningen. Jeg husker den befriende fornemmelse af ikke at skulle føle mig som en andenrangstysker mere. I dag hører min familie til genforeningens vindere. De grædende børn i Wartburgen er nu biolog og læge i Danmark. Vi fik muligheder, vi aldrig havde turdet drømme om. Men jeg forstår også de østtyskere, der er forbitrede eller lider af ”(n)ostalgi”. De ældre og mindre veluddannede fx., der ikke var i stand til pludselig at forandre deres liv. Eller dem, der bor i områder, hvor alle arbejdspladser forsvandt. Det er jo ikke, fordi de vil have DDR tilbage. De ville bare gerne have beholdt lidt mere af det, der fungerede godt. Og de ville gerne slippe for den følelse, at deres indsats og arbejde i DDR ikke var noget værd, og deres liv derfor er spildt.
30 år efter genforeningen er Tyskland stadigvæk ikke helt vokset sammen, selvom en turist næppe vil opdage det. Idéen om et reformeret, selvstændigt DDR forekommer i dag naiv, men jeg er overbevist om, at en mere gennemtænkt og jævnbyrdig genforening ville have været godt for begge sider. Mange af de fordomme og forbehold, som mennesker både i øst og vest stadig har mod hinanden, skyldes denne forhastede proces, hvor den ene side fik lov til at dominere den anden.
Link til elektronisk udgave i Politiken
I foråret 1991 rejste jeg for første gang til den danske vesterhavskyst. Jeg havde boet 30 år i DDR, og det var mit tredje besøg i Danmark efter Berlinmurens fald. Tyskland var blevet genforenet et halvt år forinden. Mit hjemland fandtes ikke mere. Det vil sige: Stedet fandtes selvfølgelig stadigvæk, men nu som en del af Forbundsrepublikken Tyskland. Med nye love og regler, nye aviser og blade, nye vejnavne, nye penge, nye banker og en helt ny prisstruktur. Med nye faldgruber, nye muligheder og åbne grænser. Det var både fantastisk, vildt, skræmmende og overvældende.
Det vigtigste krav til feriehuset i Danmark var, at der skulle være tv, for formålet med mit besøg var at genopfriske mit danske sprog. Jeg var uddannet som dansk tolk og oversætter fra Universitet i Greifswald, men der var gået syv år, uden at jeg havde været i kontakt med sproget, og jeg var godt i gang med at glemme det. Til min egen overraskelse havde jeg alligevel bestået en optagelsesprøve på CBS i København, hvor jeg skulle i gang med en efteruddannelse som EU-konferencetolk. Jeg glædede mig, men samtidig var jeg så nervøs, at jeg mistede stemmen i flere måneder. Jeg måtte i hvert fald gøre noget for at komme i gang med det danske igen inden uddannelsens start. Det var umuligt at se dansk tv eller lytte til dansk radio i Berlin med de tekniske muligheder dengang. Det eneste, der kunne fremtrylle danske stemmer, var radioens langbølgekanaler, men de lød, som om de kom fra en ubåd i stormvejr midt på Vesterhavet. Det kunne ikke bruges til noget.
Jeg havde mine to yngste børn med: Charlotte på 1,5 år, Max på 3. Det var en lang rejse i vores grønne Wartburg. Også en udfordrende rejse, for jeg skulle for første gang køre ad de stærkt trafikerede vesttyske motorveje, forbi Hamborg og Flensborg, alene og uden hjælp af en GPS. Rejsen tog 8 timer, og alt gik godt.
Jeg havde udset mig Rømø, hvor jeg valgte et stråtækt hus. Vi tilbragte dagene på den imponerende, brede sandstrand. Jeg oplevede for første gang tidevandet. Der var ikke nogen danskere, som jeg kunne tale med, men jeg så tv om aftenen, når børnene sov. Max blev syg og fik feber. Efter en uge tog vi hjem. Endnu en gang den lange rejse.
Jeg blev lettet, da børnene faldt i søvn på bagsædet, da vi nåede Tyskland. Men pludselig så jeg blinkende blåt lys i bakspejlet. Politibilen tændte for sirenerne, idet den kørte forbi mig og fik mig til at standse. Det var midt på motorvejen. To sortklædte politibetjente med knipler og pistoler steg ud. ”Deres kørekort og registreringsattest”, sagde de. Jeg gav dem, hvad de forlangte. De så på mit kørekort. ”Hvad er det her for noget?” Jeg svarede: ”Mit kørekort.” De vendte og drejede det, som var det befængt. ”Det er ikke gyldigt,” sagde de. Men jeg vidste, at det ikke passede, selvom det var udstedt i DDR. I mellemtiden var børnene vågnet og begyndte at græde ved synet af de to politibetjente med deres truende attitude. De tog mine papirer, satte sig ind i deres bil og lod os vente. Jeg så, at de ringede. Det tog et kvarter, før de endelig steg ud igen og gav mig papirerne tilbage – tydeligt utilfredse med, at de stadigvæk var gyldige. De begyndte at gå rundt om min Wartburg, kiggede ned under den, bankede her og der og kunne åbenbart ikke finde noget, de kunne sætte fingeren på. Ikke før de fik øje på de nationale kendingsbogstaver DDR.
”Kendingsmærket er ulovligt”, sagde de. ”DDR findes ikke mere.” De gav mig en bøde. Jeg skulle sørge for at fjerne kendingsmærket og præsentere bilen på en politistation i Berlin. Da jeg endelig måtte køre videre, rystede jeg af afmagt. Det var mit første møde med Vesttyskland.
Den 3. oktober i år er det 30 år siden, at Tysklands blev genforenet, og jeg vil med denne episode illustrere, hvorfor jeg har det svært med dette ord. ”Genforening” associerer en retfærdig proces med to jævnbyrdige partnere, hvor begge bidrager med hver sit. Men sådan var det ikke.
DDR og det socialistiske eksperiment havde efter 40 år spillet ideologisk og økonomisk fallit, uden tvivl. Vores land havde ikke overhalet sin vestlige, kapitalistiske konkurrent og dermed bevist, at socialismen var det historisk overlegne system - sådan som man havde prøvet at overbevise os om i alle de år. Vesttyskland blev den historiske vinder og kunne derfor diktere betingelserne for, hvordan det genforenede Tyskland skulle se ud - nemlig som en kopi af sig selv.
Det var østtyskerne selv, der kun fire måneder efter Berlinmurens fald stemte på de partier, der satsede på en hurtig genforening. Sammen med mange ligesindede blev jeg rystet, da demonstrationernes oprindelige protestråb ”Wir sind das Volk!” (Vi er folket) med tiden blev til: ”Wir sind EIN Volk!” (Vi er ET folk). Nej! Skulle vi udslette os selv? Det havde været sådan en lykkelig oplevelse at vælte regeringen og fornemme denne kollektive kraft. Det ville da være dumt at slippe dette momentum og underordne os et fremmed system! Vi ville selv bestemme, hvordan et nyt, mere demokratisk DDR skulle se ud.
Der lød også bekymrede stemmer fra Vesttyskland. ”Sørg i det mindste for, at genforeningen ikke sker for hurtigt,” advarede velmenende vestlige organisationer. ”Jeres virksomheder kan ikke klare en pludselig omstilling fra plan- til markedsøkonomi. I mister jeres arbejde. Jeres husleje vil eksplodere, I bliver presset ud af jeres huse og lejligheder.”
Men flertallet af DDR-borgerne valgte alligevel at lytte til de politikere, der lovede et blomstrende Østtyskland her og nu – uden lange, indviklede eksperimenter. De hurtige vestmark, den nemme adgang til de store biler og de lokkende varer. Rejserne. Mindre end et år efter Berlinmurens fald var DDR forsvundet fra det officielle landkort.
Der er sket mange gode ting siden da, uden tvivl. Ikke kun i form af større personlig frihed og materiel velstand. De vesttyske penge strømmede ind i landet, og DDR’s faldefærdige byer og veje kunne sættes i stand. Nogle historiske, nedrivningstruede bydele blev reddet af investeringer i sidste øjeblik. Men samtidigt var genforeningen et socialt og økonomisk chok for DDR-borgerne. Vesttyskerne fortsatte deres vante liv, mens en tsunami af forandringer væltede ned over østtyskerne. Advarslerne holdt stik. Vesttyskerne kom med deres penge, og i modsætning til os fra DDR vidste de præcis, hvad der havde økonomisk værdi. De købte det billige land og de billige ejendommene og opsagde lejerne, hvor de kunne. De købte de østtyske virksomheder blot for at lukke dem. Arbejdsløshed og social usikkerhed var ukendt i DDR, nu blev næsten alle konfronteret med disse nye fænomener. Sammen med deres stillinger mistede de fyrede østtyskere ikke kun status og selvværd, men også deres arbejdskolleger og en stor del af deres sociale liv. Pludselig var de ikke længere anerkendte, dygtige ingeniører og industri- eller værftsarbejdere, men stod i lange køer foran socialforvaltningen. Hvor der før arbejdede over 4 mio. mennesker i østtyske industrivirksomheder, var det fire år senere kun 1,5 mio.
Den store afvandring af kvalificeret arbejdskraft mod vest, som Berlinmuren havde stoppet, begyndte igen. Specielt de veluddannede forlod DDR for at finde arbejde i Vesttyskland. Andre pendlede over lange afstande mellem øst og vest. Endnu flere blev omskolet eller begyndte på en helt ny uddannelse. Så godt som ingen af dem, jeg kender, har arbejdet videre i den stilling eller i den profession, de havde før. For de unge, veluddannede og omstillingsparate DDR-borgere medførte genforeningen nye, spændende muligheder, men mange formåede ikke at tilpasse sig det nye system. For dem begyndte et degraderende liv med arbejdsløshed, korte, dårligt betalte jobs i bunden af det sociale hierarki, økonomiske bekymringer og stor usikkerhed. Flere og flere blev nødt til at flytte til byernes udkant, fordi huslejen i de centrumnære kvarterer skød i vejret. Mange andre måtte forlade deres hjem, fordi de vestlige ejere af huse på østtysk grund ifølge genforeningskontrakten havde krav på at få deres tidligere ejendomme tilbage. Man skal forestille sig de situationer, hvor østtyske familier kort efter genforeningen pludselig så fremmede folk i store biler med vesttyske nummerplader holde på gaden og tage billeder af deres hus, som de havde boet i og vedligeholdt i 30 år. Så vidste de, hvad klokken havde slået.
Genforeningen medførte store forandringer i vores dagligdag. Vi så ikke længere hinanden så tit som før, for alle havde pludselig travlt med at finde sig tilrette i det nye liv, søge arbejde, lægge nye planer. Museer og biblioteker oplevede et dramatisk fald i antallet af besøgende, og antallet af fødsler sank til mindre end halvdelen. Vi måtte vænne os til helt nye regler og love, til et fuldstændig nyt administrativt system. Hvor der før havde været én statslig bank med den samme, faste rente på 3%, var der nu et hav af banker at vælge imellem. Det samme gjaldt forsikringerne. Vi druknede i breve og tilbud: Bliv kunde hos os, vi er bedst, vi er billigst! Hvordan skulle vi gennemskue det? Dørsælgerne ringede på i en evindelig strøm og lokkede de intetanende DDR-borgere til aftaler, som de ikke kunne gennemskue, og ofte hverken kunne betale eller komme ud af igen. Det første, jeg blev nødt til at købe efter omstillingen til D-mark var en større skraldespand, for de vestlige varer var pakket tre gange så meget ind som vores egne.
Det skabte harme, at genforeningen udelukkende blev styret af de vesttyske aktører, og at ingen af de gode ting, der trods alt var blevet opnået i DDR, blev taget over i det nye system. Hvad med de praktiske sundhedshuse, hvor alle speciallæger var samlet under ét tag? Det tætte net af gode, billige børnehaver og vuggestuer, de varme, næsten gratis måltider i skolen? Den billige offentlige transport, vores progressive skilsmisseret og abortlovgivning? Fuld beskæftigelse og kvindernes økonomiske uafhængighed og selvstændighed. Alt, hvad der havde med DDR at gøre, blev udskammet, erklæret for forkert og set ned på. Lige som mit kørekort og min bil. DDR blev reduceret til en politisk uretsstat styret af Stasi. Alle spor skulle slettes, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Min dengang 55-årige far, leder af et forskningsinstitut, blev sendt på en alt for tidlig førtidspension, for vesttyskerne satte deres egne folk ind på alle ledende stillinger i økonomi, politik, forvaltning og videnskab, på museer og universiteter. Siden da har min far lidt under den følelse, at hans liv har været spildt. De nye vesttyske ledere vidste alting bedre, mente de, og blev tituleret som ”Besser-Wessis” af østtyskerne, som følte sig degraderet. Vesttyskerne derimod kalder østtyskerne for ”Jammer-Ossis” og synes, at østtyskerne burde være mere taknemmelige for alle de gode ting, de har fået. De kan næppe sætte sig ind i en situation, hvor en hel befolkning nærmest over nat mister sin identitet. Sammenligningen halter selvfølgelig, men for en sjovs skyld kunne en dansker lave følgende tankeeksperiment: Svenskerne overtager. Fra den ene dag til den anden reformeres det danske politiske og offentlige system efter deres model. Ledende poster på alle områder besættes af svenskere. Danskerne får en økonomisk eller anden gevinst, men til gengæld skal de fra nu af læse Svenska Dagbladet og Aftonbladet i stedet for Politiken eller Berlingske. Sammen med TV2 og DR forsvinder også alle andre danske radio- og tv-programmer og dermed alle populære udsendelser og identitetsskabende kendisser. Danske børn ser fra nu af svensk børne-tv. Ingen taler mere om Kim Larsen, Jørgen Leth, Klaus Meyer eller Lise Nørgaard. Hvem er Caroline Wozniacki? De svenske medborgere ryster på hovedet. Nej, hende har de aldrig hørt om.
Hvis du, kære læser, undrer dig over, hvorfor den lille grønne ”Ampelmand” med hat på hovedet og energiske skridt fylder alle souvenirbutikker i Berlin, så er det, fordi den har fået symbolsk betydning. Også DDR’s version af trafiklyset for fodgængere, ampelmanden, skulle nemlig ofres på genforeningens alter. Men det skabte så meget protest, at også den sidste lillebitte spor af DDR skulle fjernes, at ampelmanden fik lov til at overleve som en af de ganske få ting.
Min familie flyttede til Danmark et år efter genforeningen. Jeg husker den befriende fornemmelse af ikke at skulle føle mig som en andenrangstysker mere. I dag hører min familie til genforeningens vindere. De grædende børn i Wartburgen er nu biolog og læge i Danmark. Vi fik muligheder, vi aldrig havde turdet drømme om. Men jeg forstår også de østtyskere, der er forbitrede eller lider af ”(n)ostalgi”. De ældre og mindre veluddannede fx., der ikke var i stand til pludselig at forandre deres liv. Eller dem, der bor i områder, hvor alle arbejdspladser forsvandt. Det er jo ikke, fordi de vil have DDR tilbage. De ville bare gerne have beholdt lidt mere af det, der fungerede godt. Og de ville gerne slippe for den følelse, at deres indsats og arbejde i DDR ikke var noget værd, og deres liv derfor er spildt.
30 år efter genforeningen er Tyskland stadigvæk ikke helt vokset sammen, selvom en turist næppe vil opdage det. Idéen om et reformeret, selvstændigt DDR forekommer i dag naiv, men jeg er overbevist om, at en mere gennemtænkt og jævnbyrdig genforening ville have været godt for begge sider. Mange af de fordomme og forbehold, som mennesker både i øst og vest stadig har mod hinanden, skyldes denne forhastede proces, hvor den ene side fik lov til at dominere den anden.
Link til elektronisk udgave i Politiken
Debatlindlag i Politiken, 22. maj 2020
Prisvindende forfatter har skrevet 39 danske bøger og er uddannet dansk tolk: »Myndighederne mener ikke, at jeg kan dokumentere mine danskkundskaber«
Jeg har forfattet 39 danske bøger og været nomineret til Nordisk Råds børnelitteraturpris, men jeg kan ikke få dansk statsborgerskab. Myndighederne mener ikke, at jeg kan dokumentere mine danskkundskaber.
Læs mere i Politikens netudgave.
Jeg har forfattet 39 danske bøger og været nomineret til Nordisk Råds børnelitteraturpris, men jeg kan ikke få dansk statsborgerskab. Myndighederne mener ikke, at jeg kan dokumentere mine danskkundskaber.
Læs mere i Politikens netudgave.
Køb bøger, køb bøger, køb bøger!
Om forskelle på det danske og tyske børnebogsmarked
IBBY, 2018
Skrevet af Annette Herzog og Vibeke Bruun Arildsen
I 2017 blev forfatter Annette Herzogs graphic novel ”Pssst!”, med illustrationer af Katrine Clante, nomineret til Deutscher Jugendliteraturpreis. I år tilfaldt den store ære Mette Eike Neerlin for romanen ”Hest, hest, tiger, tiger”. Dansk børnelitteratur klarer sig flot i udlandet, alligevel skrumper oplagstallene år for år. På Facebook skrev Mette Eike Neerlin efter prisuddelingen i Tyskland:
”I alle de boghandler jeg besøgte, var der simpelthen et leben uden lige! I hver butik sad folk – både voksne og børn – og LÆSTE. En almindelig kædeboghandel var et sted, man havde lyst til at opholde sig. Der var gjort noget ud af indretningen, der var sofaer, der var puder til børnene, og det blev benyttet flittigt – både i Frankfurt og i den ret lille Bad Homburg, hvor jeg var indkvarteret. Hvad kan tyskerne, som vi ikke kan? Hvad gør tyskerne, som vi ikke gør? (…) Mine børns skole har ikke engang et bibliotek længere. Det hedder en læsesatelit eller læringscentral nu. Helt ærligt. Hvad gør vi?”
Det er gode spørgsmål. Annette Herzog kommer oprindeligt fra Tyskland og oversætter selv sine bøger til tysk. Hun har boet i Danmark siden 1991 og er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur. Hun udgiver bøger for børn og unge i både Danmark og Tyskland – blandt andet.
Vibeke: ”Annette, du ved sikkert noget om forskellen mellem den danske og tyske børnebogsverden. Hvorfor er der mere liv i tyske boghandlere?”
Annette Herzog: ”Jeg tror, der er forskellige grunde. For det første koster en tysk børnebog halvdelen eller en tredjedel af en dansk børnebog. Bøger, også nyudgivelser, bliver rent faktisk købt. Børn ønsker sig bøger og får dem regelmæssigt, også af deres venner. Danske børn får bøger som dåbsgave, og det er som regel klassikere, som Halfdan Rasmussen eller Peter Pedal.
Tyske forældre og bedsteforældre lægger som regel meget vægt på, at deres børn læser, og de forsyner dem med bøger. Det er mit indtryk, at det i Danmark først og fremmest er skolerne, der har den funktion. Desto mere bekymrende er det, at eleverne får mindre og mindre tid med en skolebibliotekar.
Jeg mener desuden, at det med at købe bøger til børn ikke kun er et tysk fænomen. Jeg har oplevet store, kreativt indrettede og velbesøgte børneboghandlere i mange lande. Jeg er enig med Mette Eike i, at det er nedslående at gå i en dansk boghandel og se, hvor få nye børne- og ungdomsbøger der står på hylderne.”
Vibeke: ”I Danmark er det så bibliotekerne, hvor børn kommer og hygger sig.”
Annette: ”Ja. Heldigvis har Danmark stadig flotte biblioteker med gode børnebogsafdelinger og brugervenlige åbningstider, selvom det er en skandale med de mange nedlukninger. Da jeg før i tiden var på læserejser i Tyskland, fortalte jeg altid stolt og begejstret om de fantastiske danske biblioteker. Det er jeg holdt op med. Men på trods af besparelserne er danske biblioteker stadig mere moderne og har et større udvalg af bøger end de fleste børnebiblioteker, jeg har oplevet i Tyskland. Der er store forskelle mellem de enkelte forbundslande og hvordan de prioriterer, men langt fra alle skoler har et skolebibliotek, og ofte er det forældrene, der på eget initiativ har etableret og styrer dem. Jeg har også hørt, at tyskerne i mindre grad bryder sig om at læse brugte og slidte bøger. De vil hellere købe en bog, der er ny.”
Vibeke: ”Når det i Tyskland i højere grad er de private, der køber bøger, og ikke bibliotekerne som i Danmark, har det så ikke også betydning for indholdet eller udseende af bøgerne?”
Annette: ”Jo, det er den mest afgørende forskel. Jeg oplever, at tyske forlag i langt højere grad retter sig efter, hvad den private køber vil have. Når en bibliotekar vælger bøger, er det med professionel viden og erfaring og ud fra andre kriterier end hvad en bedsteforælder ville købe til sit barnebarns fødselsdag: Han/hun vil nok foretrække noget sjovt og underholdende i stedet for en bog om dystopier eller en mobningsgyser, hvor hovedpersonen ender med at drukne sig selv. Tyske bøger er tit positive, gerne lidt moralske og pædagogiske. Jeg har flere gange oplevet, at tyske forlag ikke vil udgive bøger, som er succesrige i Danmark, fordi hovedpersonen er for negativ. Et eksempel er min pigeserie, der begynder med Drenge, lus og løse tænder. Jeg synes jo bare, hovedpersonen er realistisk! En anden vigtig forskel er, hvad man mener, børnene kan og tåler. I Danmark betragtes børnene som myndige og ligeværdige, der godt kan tåle at læse om svære emner. Til gengæld har man ikke meget tillid til børnenes læseevner og spiser dem efter min mening alt for længe af med letlæsningsbøger. I Tyskland er LIX-begrebet fuldstændig ukendt. Der findes lette bøger til dem, er lige er begyndt at læse, men ellers forudsætter man, at børn kan læse almindelige, også tykkere bøger ret hurtigt.”
Vibeke: ”Oplagstallene på danske børnebøger er støt faldende, og det er normalt, at en ny børnebog på trods af en god lektørudtalelse kun sælger 200-300 eksemplarer. Jeg kunne forestille mig, at man som forfatter kan sælge langt flere bøger i Tyskland. Hvorfor skriver du så på dansk, når dit modersmål oven i købet er tysk?”
Annette: ”Det, jeg virkelig godt kan lide ved den danske børnebogsverden, er, at man bliver opmuntret til at eksperimentere, prøve nyt, skubbe grænser. Både forlagene og Kunststyrelsen, der uddeler legater, lægger vægt på fornyelse. Det er sjovt og tilfredsstillende, og derfor opstår der også så mange virkelig flotte bøger i Danmark. Og ikke kun i Danmark – jeg synes også, det gælder for Sverige og Norge. Når man ser på nomineringslisten til Deutscher Kinder- und Jugendliteraturpreis, er det påfaldende, hvor uforholdsmæssigt mange skandinaviske bøger (i tysk oversættelse) der er blevet nomineret de sidste par år. Jeg tror, det er, fordi de tør være anderledes, og juryen af fagpersoner værdsætter det.
Desuden har man som regel et tættere samarbejde mellem redaktør, forfatter og illustrator her i Danmark, og dermed en større indflydelse på den endelige bog. I Tyskland må jeg ikke selv vælge, hvem der kommer til at illustrere mine bøger, ikke engang, når det gælder billedbøger.”
Vibeke: ”Er der andre forskelle?”
Annette: ”Tyske og danske forlag har en anden smag, specielt hvad illustrationerne angår. Tyske forlag og bogkøbere bryder sig som regel ikke om den danske illustrationsstil, som er for abstrakt, for ”mærkelig”, som de siger. Man kan også se det ved, at næsten alle danske bøger, der udkommer i Tyskland, får en ny forside. For nylig stod jeg så i en tysk boghandel og overhørte en samtale mellem en ældre kvinde og en boghandler, der holdt en norsk bog i hænderne. ’Illustrationerne er så grimme’, jamrede kvinden.
Det understreger min pointe: I Tyskland er det mest mor eller mormor, der bestemmer, hvad der bliver lavet. Til gengæld køber hun.”
Om børnebøger bag Muren
Af Annette Herzog, i Børn & Bøger, 2003
Da redaktionen af Børn & Bøger spurgte mig, om jeg kunne skrive noget om børnebøgerne i det tidligere Østtyskland, tøvede jeg. Hvad er der at fortælle, som kunne være af interesse her og i dag?
At jeg til sidst alligevel sagde ja, skyldes nok mest fristelsen til at aflive nogle af de fordomme, som mange danskere har om DDR. I et land, der var omgivet af pigtråd, som var gråt, og hvis folk ikke turde se op af angst for Stasi, måtte bøgerne vel være lige så grå og kedelige? Sagen er – det passer ikke. I DDR blev der udgivet mange gode, smukke og velskrevne børnebøger.
Det lyder måske overraskende, men på trods af alle sine fejl og forsømmelser var DDR et land, der satsede på sine børn. Børnene var landets fremtid. De skulle uddannes og opdrages til at blive dygtige og kompetente voksne, der kunne yde et bidrag til samfundet.
Bøger med et formål
Hovedformålet med DDR’s børnelitteratur – at opdrage og forme - prægede i høj grad bøgernes indhold. De fleste bøger havde et moralsk anliggende: Børnene skulle lære at hjælpe hinanden og de svage, skelne mellem godt og ondt eller stimuleres til at beskæftige sig med emner som historie, kunst eller videnskab.
I modsætning til mange skolebøger var de østtyske skønlitterære børnebøger – med nogle undtagelser – ikke gennemsyret af plump socialistisk propaganda. Mange bøger fortalte ganske vist om den socialistiske hverdag med skole, familie og de unge pionerer, men det var den hverdag, som børnene levede i, og som de kunne genkende sig selv i. Bøgerne gjorde således ikke andet end alle andre realistiske bøger gør: De fortæller om det virkelige liv. Selvsagt måtte de ikke sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af samfundssystemet; de skulle trods alt være med til at opdrage børnene i socialismens ånd.
Men mange kunstnere i DDR var progressive, kritiske og kloge, og værdier som solidaritet eller respekt for andre folk kan formidles på mange måder. De kan formidles gennem eventyr, som der blev udgivet rigtig mange af, gennem fabler, fantasihistorier eller billedbøger, som ikke har spor med ideologi og klassekamp at gøre. De findes i historiske bøger, i bøger om berømte folk, der stræber efter høje mål… En stor del af børnebøgerne handlede derfor om helt andre ting end den socialistiske hverdag, og mange var velskrevne, spændene og oplysende.
Også illustrationerne lå tit på et kunstnerisk højt niveau og kunne sagtens konkurrere med nyere udgivelser. Nogle af DDR’s mest populære børnebøger udkommer stadigvæk.
Ingen Peter Plys
At der ikke var plads til børneklassikere som Peter Plys, Mumitroldene eller de fleste af Astrid Lindgrens bøger, er ærgerligt. Om grunden hertil var, at en eller anden partifunktionær mente, at indholdet af disse bøger ikke ville gavne eller måske direkte skade østtyske børn, eller om det skyldtes DDR’s permanente mangel på valuta til indkøb af disse bøger, tør jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg tror, at begge dele spillede en rolle.
I hvert fald voksede østtyske børn op uden Peter Plys, uden Tintin og uden Emil fra Lønneberg, og selv Pippi Langstrømpe kom meget sent. Til gengæld fik de den tjekkiske muldvarp, den russiske heks Baba Yagá eller den lille ungarske bi Nimmersatt. DDR importerede mange bøger fra de socialistiske lande og satsede ellers meget på landets egne forfattere og illustratorer, som var en forholdsvis privilegeret gruppe, der arbejdede under fornuftige økonomiske vilkår.
Hvad børnene i DDR slap for, er det meget farverige, Disney-prægede kitsch, der i dag desværre dominerer mange boghandleres hylder i Tyskland.
Lave priser
Når jeg skriver om børnelitteratur i DDR, må jeg også nævne priserne. Der blev ikke udgivet helt så mange forskellige bøger som i Danmark eller Tyskland nu, men til gengæld kom de i store og i mange oplag. Med statsstøttede priser fra 1,75 Mark var bøger noget, alle havde råd til. De var derfor populære fødselsdagsgaver, når man f. eks. var inviteret til en skolekammerats fødselsdag.
De lave priser var med til, at de fleste børn voksede op med bøger lige fra starten. Plastikbøger til kravlealderen, et stort tilbud af meget flot illustrerede pap-billedbøger med enkle fortællinger til børn mellem et og tre år og gode billedbøger til de lidt ældre børn. En populær serie med små bøger til de yngste læsere, og så alt det, jeg har nævnt før. De allerbedste bøger, specielt de få licensudgaver fra de vestlige lande, var desværre svære at få fat i og krævede, at man kendte boghandleren eller at man prøvede mange gange. Ellers måtte man henvende sig til et af de mange biblioteker.
Bøgernes rolle for læseindlæring
Som lille barn brugte jeg uendeligt mange timer til at kigge i mine billedbøger, og mange af dem husker og elsker jeg stadigvæk. Jeg er overbevist om, at det er en god ting at eje bøger, som man kan fordybe sig i igen og igen. De inspirerede mig til at lære teksterne udenad, og jeg kunne ikke vente med at komme i skole og lære at læse dem selv.
Siden jeg kom til Danmark og stiftede bekendtskab med danske skoler og forlag, har jeg hyppigere end før spekuleret over bøgernes rolle for børnenes læseindlæring. Det, der var nyt for mig, da jeg selv begyndte at skrive børnebøger, var inddelingen af bøgerne i højtlæsningsbøger – skrevet til at blive læst op af en voksen - og letlæsningsbøger - de bøger, som man regner med, at børnene kan læse selv. Hvorfor denne inddeling? Sender man ikke et forkert signal til børnene, når man gennem betegnelsen ”højtlæsning” får dem til at tro, at de ikke behøver at prøve kræfter med disse bøger, men kan nøjes med at læse de lette? Og gør alle de velmenende forlag, forældre, lærere og bibliotekarer ikke børnene en bjørnetjeneste ved at tilbyde dem så mange letlæselige bøger i stedet for at udfordre dem og lade dem slås med lidt sværere, men til gengæld mere komplekse historier?
Jeg har i hvert fald flere gange studset over, at der findes letlæsningsbøger til børn i en aldersgruppe, hvor pigerne så småt får menstruation, ryger og har kærester, men hvor teksternes indhold på grund af det lave Lix-tal tit ligger på et intellektuelt og litterært niveau, der gør det svært for mig at tro, at de kan lokke målgruppen væk fra andre fristelser.
Som med mange ting kan man selvfølgelig argumentere for og imod, og jeg er da heller ikke blind for fordelene ved denne bløde fremgangsmåde. Jeg vil derfor nøjes med at nævne, at fremgangsmåden i DDR var en helt anden, og anvender man resultatet som målestok, var den ikke helt forkert: Børnene i DDR var bedre til at læse end de (nulevende) danske børn og end de tyske børn, der vokser op under de nye forhold. Det fik jeg bekræftet af østtyske lærere, som stadig underviser, og som både kender tiden før og efter murens fald. Om det er fjernsynets og computernes skyld, eller om det er de mindre strenge undervisningsmetoder og manglende ro og disciplin i klasserne, er svært at bedømme – sandsynligvis er det en blanding af begge dele.
I hvert fald gik man i DDR ud fra, at børn efter første klasse kunne læse, og med få undtagelser var det også tilfældet. De fleste børnebøger var ganske vist forsynet med en information om, hvilken aldersgruppe de henvendte sig til, men denne vurdering skete udelukkende ud fra det rent intellektuelle niveau af teksten. Den læsetekniske sværhedsgrad spillede ingen rolle ved bedømmelsen.
For at være sikker på, at min hukommelse ikke spiller mig et puds, har jeg kigget på bøgerne i den østtyske serie, som ligner de danske letlæsningsbøger mest. Bøgerne henvendte sig til de yngste læsere fra 7 og 8 år, teksterne er forholdsvis korte og sat med lidt større bogstaver. Her faldt jeg f. eks. over en tekst af den russiske forfatter Anton Tjechov, og lige fra starten er der uhyre lange, komplicerede sætninger, sammensatte ord og svære udenlandske navne. Og selvom der også er bøger med enklere tekster, kunne jeg i ingen af dem finde en skrivestil, der konsekvent undgår sammensatte ord og lange sætninger. I en del bøger til de ældre børn fra 12 år, f. eks. i en dengang meget populær spændingsserie med historisk stof, er teksten så svær, tætpakket og sat med så små bogstaver (sandsynligvis på grund af DDR’s papirmangel), at mine børn lægger bøgerne væk efter få sider. De er ikke vant til det.
Ingen kan vel undgå at føle lidt vemod, hvis det land, de voksede op i, er forsvundet fra landkortet. Måske er jeg derfor i fare for at tegne billedet en smule mere lyserødt, end det i virkeligheden var. Men et par illustrationer fra nogle østtyske børnebøger kan måske vise, at børnebogsmarkedet i det lille land bag muren alligevel ikke var helt så kedeligt som landets ry.
Da redaktionen af Børn & Bøger spurgte mig, om jeg kunne skrive noget om børnebøgerne i det tidligere Østtyskland, tøvede jeg. Hvad er der at fortælle, som kunne være af interesse her og i dag?
At jeg til sidst alligevel sagde ja, skyldes nok mest fristelsen til at aflive nogle af de fordomme, som mange danskere har om DDR. I et land, der var omgivet af pigtråd, som var gråt, og hvis folk ikke turde se op af angst for Stasi, måtte bøgerne vel være lige så grå og kedelige? Sagen er – det passer ikke. I DDR blev der udgivet mange gode, smukke og velskrevne børnebøger.
Det lyder måske overraskende, men på trods af alle sine fejl og forsømmelser var DDR et land, der satsede på sine børn. Børnene var landets fremtid. De skulle uddannes og opdrages til at blive dygtige og kompetente voksne, der kunne yde et bidrag til samfundet.
Bøger med et formål
Hovedformålet med DDR’s børnelitteratur – at opdrage og forme - prægede i høj grad bøgernes indhold. De fleste bøger havde et moralsk anliggende: Børnene skulle lære at hjælpe hinanden og de svage, skelne mellem godt og ondt eller stimuleres til at beskæftige sig med emner som historie, kunst eller videnskab.
I modsætning til mange skolebøger var de østtyske skønlitterære børnebøger – med nogle undtagelser – ikke gennemsyret af plump socialistisk propaganda. Mange bøger fortalte ganske vist om den socialistiske hverdag med skole, familie og de unge pionerer, men det var den hverdag, som børnene levede i, og som de kunne genkende sig selv i. Bøgerne gjorde således ikke andet end alle andre realistiske bøger gør: De fortæller om det virkelige liv. Selvsagt måtte de ikke sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af samfundssystemet; de skulle trods alt være med til at opdrage børnene i socialismens ånd.
Men mange kunstnere i DDR var progressive, kritiske og kloge, og værdier som solidaritet eller respekt for andre folk kan formidles på mange måder. De kan formidles gennem eventyr, som der blev udgivet rigtig mange af, gennem fabler, fantasihistorier eller billedbøger, som ikke har spor med ideologi og klassekamp at gøre. De findes i historiske bøger, i bøger om berømte folk, der stræber efter høje mål… En stor del af børnebøgerne handlede derfor om helt andre ting end den socialistiske hverdag, og mange var velskrevne, spændene og oplysende.
Også illustrationerne lå tit på et kunstnerisk højt niveau og kunne sagtens konkurrere med nyere udgivelser. Nogle af DDR’s mest populære børnebøger udkommer stadigvæk.
Ingen Peter Plys
At der ikke var plads til børneklassikere som Peter Plys, Mumitroldene eller de fleste af Astrid Lindgrens bøger, er ærgerligt. Om grunden hertil var, at en eller anden partifunktionær mente, at indholdet af disse bøger ikke ville gavne eller måske direkte skade østtyske børn, eller om det skyldtes DDR’s permanente mangel på valuta til indkøb af disse bøger, tør jeg ikke sige med sikkerhed. Jeg tror, at begge dele spillede en rolle.
I hvert fald voksede østtyske børn op uden Peter Plys, uden Tintin og uden Emil fra Lønneberg, og selv Pippi Langstrømpe kom meget sent. Til gengæld fik de den tjekkiske muldvarp, den russiske heks Baba Yagá eller den lille ungarske bi Nimmersatt. DDR importerede mange bøger fra de socialistiske lande og satsede ellers meget på landets egne forfattere og illustratorer, som var en forholdsvis privilegeret gruppe, der arbejdede under fornuftige økonomiske vilkår.
Hvad børnene i DDR slap for, er det meget farverige, Disney-prægede kitsch, der i dag desværre dominerer mange boghandleres hylder i Tyskland.
Lave priser
Når jeg skriver om børnelitteratur i DDR, må jeg også nævne priserne. Der blev ikke udgivet helt så mange forskellige bøger som i Danmark eller Tyskland nu, men til gengæld kom de i store og i mange oplag. Med statsstøttede priser fra 1,75 Mark var bøger noget, alle havde råd til. De var derfor populære fødselsdagsgaver, når man f. eks. var inviteret til en skolekammerats fødselsdag.
De lave priser var med til, at de fleste børn voksede op med bøger lige fra starten. Plastikbøger til kravlealderen, et stort tilbud af meget flot illustrerede pap-billedbøger med enkle fortællinger til børn mellem et og tre år og gode billedbøger til de lidt ældre børn. En populær serie med små bøger til de yngste læsere, og så alt det, jeg har nævnt før. De allerbedste bøger, specielt de få licensudgaver fra de vestlige lande, var desværre svære at få fat i og krævede, at man kendte boghandleren eller at man prøvede mange gange. Ellers måtte man henvende sig til et af de mange biblioteker.
Bøgernes rolle for læseindlæring
Som lille barn brugte jeg uendeligt mange timer til at kigge i mine billedbøger, og mange af dem husker og elsker jeg stadigvæk. Jeg er overbevist om, at det er en god ting at eje bøger, som man kan fordybe sig i igen og igen. De inspirerede mig til at lære teksterne udenad, og jeg kunne ikke vente med at komme i skole og lære at læse dem selv.
Siden jeg kom til Danmark og stiftede bekendtskab med danske skoler og forlag, har jeg hyppigere end før spekuleret over bøgernes rolle for børnenes læseindlæring. Det, der var nyt for mig, da jeg selv begyndte at skrive børnebøger, var inddelingen af bøgerne i højtlæsningsbøger – skrevet til at blive læst op af en voksen - og letlæsningsbøger - de bøger, som man regner med, at børnene kan læse selv. Hvorfor denne inddeling? Sender man ikke et forkert signal til børnene, når man gennem betegnelsen ”højtlæsning” får dem til at tro, at de ikke behøver at prøve kræfter med disse bøger, men kan nøjes med at læse de lette? Og gør alle de velmenende forlag, forældre, lærere og bibliotekarer ikke børnene en bjørnetjeneste ved at tilbyde dem så mange letlæselige bøger i stedet for at udfordre dem og lade dem slås med lidt sværere, men til gengæld mere komplekse historier?
Jeg har i hvert fald flere gange studset over, at der findes letlæsningsbøger til børn i en aldersgruppe, hvor pigerne så småt får menstruation, ryger og har kærester, men hvor teksternes indhold på grund af det lave Lix-tal tit ligger på et intellektuelt og litterært niveau, der gør det svært for mig at tro, at de kan lokke målgruppen væk fra andre fristelser.
Som med mange ting kan man selvfølgelig argumentere for og imod, og jeg er da heller ikke blind for fordelene ved denne bløde fremgangsmåde. Jeg vil derfor nøjes med at nævne, at fremgangsmåden i DDR var en helt anden, og anvender man resultatet som målestok, var den ikke helt forkert: Børnene i DDR var bedre til at læse end de (nulevende) danske børn og end de tyske børn, der vokser op under de nye forhold. Det fik jeg bekræftet af østtyske lærere, som stadig underviser, og som både kender tiden før og efter murens fald. Om det er fjernsynets og computernes skyld, eller om det er de mindre strenge undervisningsmetoder og manglende ro og disciplin i klasserne, er svært at bedømme – sandsynligvis er det en blanding af begge dele.
I hvert fald gik man i DDR ud fra, at børn efter første klasse kunne læse, og med få undtagelser var det også tilfældet. De fleste børnebøger var ganske vist forsynet med en information om, hvilken aldersgruppe de henvendte sig til, men denne vurdering skete udelukkende ud fra det rent intellektuelle niveau af teksten. Den læsetekniske sværhedsgrad spillede ingen rolle ved bedømmelsen.
For at være sikker på, at min hukommelse ikke spiller mig et puds, har jeg kigget på bøgerne i den østtyske serie, som ligner de danske letlæsningsbøger mest. Bøgerne henvendte sig til de yngste læsere fra 7 og 8 år, teksterne er forholdsvis korte og sat med lidt større bogstaver. Her faldt jeg f. eks. over en tekst af den russiske forfatter Anton Tjechov, og lige fra starten er der uhyre lange, komplicerede sætninger, sammensatte ord og svære udenlandske navne. Og selvom der også er bøger med enklere tekster, kunne jeg i ingen af dem finde en skrivestil, der konsekvent undgår sammensatte ord og lange sætninger. I en del bøger til de ældre børn fra 12 år, f. eks. i en dengang meget populær spændingsserie med historisk stof, er teksten så svær, tætpakket og sat med så små bogstaver (sandsynligvis på grund af DDR’s papirmangel), at mine børn lægger bøgerne væk efter få sider. De er ikke vant til det.
Ingen kan vel undgå at føle lidt vemod, hvis det land, de voksede op i, er forsvundet fra landkortet. Måske er jeg derfor i fare for at tegne billedet en smule mere lyserødt, end det i virkeligheden var. Men et par illustrationer fra nogle østtyske børnebøger kan måske vise, at børnebogsmarkedet i det lille land bag muren alligevel ikke var helt så kedeligt som landets ry.
