AnmeldelserGys i Børnehaven
Billedbog Selv i børnehaven er der monstre! Det kan du læse om i ”Monsterbørnehaven”. Det er jeg-vil-ikke-lege-med-dig-monstret. Der er du-er-for-lille-monstret. Og så er der du-kan-jo-ikke-spille-fodbold-monstret. Der er monstre i skabe og i skuffer, de hænger på væggene og de gemmer sig i puderummet. Sådan går dagen for pigen Nina: Efter en hæsblæsende morgen møder hun legeglad og fro op i børnehaven. Men hvad er der galt? Veninderne fra i går vender hende ryggen, der er heller ikke tusser nok til, at hun kan tegne. Hun er for let til vippen også. Så Nina går ind i sin egen verden i form af en stor papkasse, som hun begynder at lave om til en monsterbolig. Der kommer en rundbuet monsterdør, der kommer et højtsiddende monstervindue, og endelig skal det hele smøres godt ind i monsterfarven sort. Undervejs sker der det, som måtte ske: Hvad har du gang i? spørger Lisa. Er det hemmeligt? råber Tim. Og inden længe er hele børnehaven mørklagt, myldrende fuld af små monstre og udbygningen af den grumme monsterborg i fuld gang. Så er det da godt, vi skal have slim (= spinat) til frokost, siger pædagogen Anne. Og således afsluttes en leg med indre og ydre dæmoner over bordet med grønt. Anne har taget sin private monstermaske på. Annette Herzog fortæller i få, velvalgte ord, og Bente Bech tegner lige ud af hverdagen. Det er et møde mellem rare billeder i en klassisk, realistisk stil og en historie, der er mere ru. Resultatet er frygtindgydende – godt. Steffen Larsen, Politiken ****************************************************** Er der noget værre end at komme hen i børnehaven til en masse børn – der bare ikke har tid til at lege? Sådan en dag har Nina. Ligegyldigt hvem hun spørger, er de i gang med noget andet og med nogle andre. Til sidst kraler Nina in i en stor papkasse for at være i fred. Men det er for kedeligt, og så klipper hun et hul. Og så kan det ellers nok være, de andre bliver interesseret. En sød lille bog om at blive holdt udenfor og komme ind igen. JP Århus *************************************************** Mor har sovet over sig, så da Nina kommer i børnehave, er alle de andre børn i fuld gang med at lege. Nina forsøger at få lov at være med, men løber ind i en stribe ubarmhjertige afvisninger. - Du er for lille - Der er ikke plads til flere. Velkendt social-realisme for børnehavebørn, som selvfølgelig får anvist en brugbar løsning af forfatteren: Brug din fantasi og find selv på noget at lege. Så skal de andre nok komme til dig. Det gør Nina, og hun ender med at have en super-formiddag alligevel – og monsterslim til middagsmad …Handlingen er enkel og fremkalder undervejs medfølende bekymring hos den treårige. Bente Bech, modtager af Kulturministeriets Illustratorpris i 1997, har tegnet de autentiske institutions-situationer, som truer med at tage modet fra Nina. Fyens Stifstidende 8.4.2004 Anmeldt af Rikke Dal Støttrup Fyens Stifstidende 8.4.2004 Anmeldt af Rikke Dal Støttrup |
Monsterbørnehaven
Forum, 2003
Illustrationer: Bente Bech Dagen er startet dårligt for Nina. De er kommet for sent op, og i børnehaven er alle i gang med en leg. Ingen vil have hende med. Men den store papkasse fra det nye køleskab giver hende en rigtig god idé. |