Anmeldelser:Håbløse forældre, søde fyre og lede veninder
Der er rod i Emmas liv. Hendes forældre er flyttet fra hinanden. Hun er kæreste med Fardin, men det er faktisk lidt svært for hvad laver man egentlig, når man er kærester. Emmas bedste venner er Ida og Jessica. Men nu er det blevet aftalt at Fardin skal spille trommer i Idas kælder og pludselig er de to meget sammen. Uden Emma. Måske kan Fardin bedre lide Ida nu? Emma bliver arrig. På Ida og Fardin. På mor og far og hele verden! Emma bliver inviteret til fest hos klassens festpige Cecilia. Uden Ida og Jessica og helt bestemt uden Fardin. Tør hun satse på Cecilias venskab og tage med til festen? Alting bliver så underligt mellem Emma og de gamle venner. De skændes og pludselig er Emma til Cecilias fest. Der møder hun Simon som er ældre og lækker og helt anderledes end Fardin. Problematikken er velkendt: usikkerhed og ballade med veninderne og kæresten. Drømmen om at græsset er grønnere på den anden side, at den næste fyr og de mere populære piger gør livet mere spændende. Det er sjældent tilfældet, men det ved man jo ikke og derfor skal det afprøves. Drenge, rod og røde ører er både alvorlig og underholdende. Piger fra 10 – 13 år vil helt sikkert holde af Emma, der bare er en helt almindelig teenager, som balancerer på linjen mellem barn og voksen. Anmeldt af Luise Dam Mortensen på www.fortællingen.dk |
Drenge, rod og røde ører
Forlag Høst&Søn 2010
Det er, fordi jeg savner far," løj jeg. Eller nej, jeg løj ikke. Jeg savnede ham, bare ikke lige præcis i det øjeblik. Men det hjalp altid at sige det, for så fik mor dårlig samvittighed, og det var ikke nogen dårlig ting for mig. I stedet for at skælde ud fik hun altid straks en bedrøvet mine på. Hun strøg mig trøstende hen over håret og sagde: "Jeg har for resten noget til dig, som jeg egentlig ville gemme til jul. Men i virkeligheden er det jo ikke rigtig nogen julegave. Vil du ikke have det nu?" Der er masser af rod i Emmas liv. Rod med mor og far, som ikke bor sammen mere. Rod med bedsteveninden Ida, der pludselig er påfaldende meget sammen med Fardin, som jo egentlig er Emmas kæreste - eller hvad? Også rod i Idas kælder for resten, for den skal laves om til et øverum, hvor Fardin kan spille trommer. Og ikke mindst rod med pigerne i klassen, for hvem skal Emma holde sig til, når Ida og Jessica ikke taler med hende mere? Tingene truer med at vokse Emma over hovedet, ikke mindst på grund af Simon, som hun har mødt til Cecilias fest. Og som er noget helt, helt andet end Fardin ... BOGEN ER EN SELVSTÆNDIG FORTSÆTTELSE AF DRENGE, LUS OG LØSE TÆNDER ISBN 9788763816274 |