Anmeldelser:Bøger: Venskab og svigt
5 af 6 stjerner Af Mai Misfeldt, Berlingske Tidende Dingo er Gyldendals serie af letlæsningsbøger. Serien er delt ind i flere underkategorier, heriblandt Vild Dingo, som er tiltænkt børn i 4.-6.klasse. »Diamanthulen« hører med rette til her, for det kræver en vis modenhed at forholde sig til de komplekse følelser af begær, skyld, skam og frygt, som bogen griber fat i. »Diamanthulen« er et moderne eventyr af den grumme slags. Den handler om to drenge, Philip og Sami, der finder en hule beklædt med diamanter. Nu er det sådan at man, ifølge den gamle bog, kun må tage én hver. Selv om Philip synes, det er dumt, bliver det sådan. Lige indtil fristeren Yakup viser sig, og får Philip til at svigte sin bedste ven, så det gør helt ondt i læseren. Det er en voldsom historie, fortalt med patos og symbolik. Og illustreret med kraft af Rasmus Bregnhøi, som viser, at han kan være lige så vild og ekspressiv, som man var i firserne. Det er en oplagt bog til undervisningen, fordi den kan bruges til at tale om de svære følelser af begær og grådighed og om, hvordan man er en rigtig ven. |
Diamanthulen
Gyldendals Uddannelse
Illustrationer: Rasmus Bregnhøi, 54 sider "Diamanthulen" er både en bog og en fortællerkoncert, initieret og produceret af Bjørn Hernes, Karavane. Der findes også undervisningsmateriale, udarbejdet af Trine May til den. Alt på internetsiden: www.diamanthulen.dk Da de kom ud af hulen, så de Yakup, en dreng fra deres landsby. Han havde slået et telt op, der var større end deres, og han var i færd med at flå skindet af en kanin. Et luftgevær stod lænet op ad hans knallert. ”Har I fundet diamanterne?” spurgte han. Sami og Philip stod tavse. De burde aldrig have fortalt nogen, hvor de skulle hen. De skulle aldrig have sagt noget til nogen om diamanthulen ... Ved hjælp af en gammel bog finder Philip og Sami diamanter i en hule. I bogen står der også, at man kun må tage én diamant hver. Men så dukker Yakup op, og Yakup vil have flere. Et farligt spil om magt og rigdom begynder midt i de ensomme bjerge ... |