Jeg blev født i 1960 i en landsby i nærheden af Berlin i DDR. Jeg læste engelsk og dansk på universitetet i Greifswald og arbejdede bagefter flere år som tolk og oversætter i Berlin. Efter murens fald i 1989 flyttede jeg sammen med min mand og mine fire børn til Danmark for at læse videre og for at genopfriske det danske sprog, som jeg var ved at glemme. Det var meningen, at vi kun skulle bo i København i et halvt år, men vi blev hængende ... De første år arbejdede jeg i WHO og Det Europæiske Miljøagentur. Sideløbende begyndte jeg at skrive børnebøger og gik på Børneforfatterskolen og på Akademie für Kindermedien i Tyskland. I dag arbejder jeg på fuldtid som forfatter af børnebøger og radiohørespil.